Monstret har et navn: New public management

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Hver gang vi lykkes på trods af besparelser, kan vi se frem til flere besparelser,« lød det fra lærere og pædagoger på en fynsk folkeskole for nogen tid siden.

I et brev havde de henvendt sig til skoleudvalget i kommunen: »De enkelte lærere finder genveje, bruger materialer hjemmefra, bruger egen tid, dækker ind for hinandens undervisning, og forældre inddrages til i højere grad at løfte folkeskolens opgaver. Problemet med det er selvfølgelig, at hver eneste gang personalet på skolerne lykkes på trods af besparelser, kan vi se frem til flere besparelser. Det er i allerhøjeste grad en ond cirkel.«

Fagbladet Folkeskolen skrev, at besparelserne på den lille fynske skole har medført, at det for eksempel er slut med skolekomedien, ture ud af huset, japansk og europæisk udveksling, natløb, det årlige ro-battle og arrangementet Halvøen rundt, hvor 0. klasser sammen med deres venskabsklasser fra 5. klasse de seneste 21 år har været på tur sammen.

Hvad vi ser her, er konsekvenserne af det styringsparadigme, der rider hele den offentlige sektor som en mare: new public management.

Det er Finansministeriets logik, der sætter sig igennem. Hvis det lykkes institutionen at levere varen til alles tilfredshed med den allokerede resurse, så er det ikke primært et udtryk for, at de ansatte har ydet maksimalt. Så har resursen været for stor.

Det handler først og fremmest om at sikre skatteborgerne mest mulig service for pengene. Den eneste måde at sikre sig det på er at presse organisationen til bristepunktet.

Og hvordan ved man, at det er nået? Det ved man først, når det overskrides, og de ansatte begynder at falde fra. Kun derved kan skatteyderne føle sig trygge og vide, at der ikke bliver ruttet med deres penge.

Skær i bevillingerne, reducér personalet, skru kravene op til det punkt, hvor organisationen trues af sammenbrud.

I dette univers er noget af det dummeste, man kan gøre som ansat, at lykkes åbenlyst med noget som helst. Det vil med usvigelig sikkerhed få den politiske ledelse til at hæve brynene og se et potentiale for besparelser. En effektiv offentlig sektor er en dysfunktionel offentlig sektor!

Så kom ikke her og vær glad for dit arbejdsliv. Hav endelig ikke succes med noget, vær frustreret, stresset og utryg, for så har vi dig, hvor vi vil have dig. Lad os forpeste livet for hinanden, jo værre, jo bedre.

Velkommen til livet på sammenbruddets rand!