Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Hvem er det nu, der debat-stonewaller?

En mundkurv til os, der er lidt ældre, er ikke befordrende for samtalen.

Niels-Jørn JakobsenPens. fritidsinspektør, Vonsild

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Tusind tak til Jyllands-Postens debatredaktør for at lade Sarah Rothkegel Sternberg få spalteplads til at hælde al sin gylle ud over den ældre generation i sit indlæg i JP 6/5. Det må da have lettet, Sarah – gjorde det ikke?

Efter hendes opfattelse skal alle vi, som har et vist antal årringe, udelukkes fra avisens spalter, som åbenbart alene bør fyldes op med indhold fabrikeret af unge mennesker, som behersker nydansk som f.eks. mental loadog stonewalling!

Sarah Rothkegel Sternberg mener, at »… for at forbedre vores samfund skal vi kunne tale om de emner, som optager os, på tværs af holdninger og politiske ståsteder«. Jeg er helt enig. Men jeg mener også, at vi på tværs af alder bør kunne debattere på et sobert og åbent plan. Her fremmer Sarah Rothkegel Sternbergs nedladende og flabede betragtninger over et indlæg af Steffen Rasmussen i JP 28/4 ikke nogen forbedring af samfundet.