Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Glem det ikke: Nogle har slet ikke ret til abort

Sahra-Josephine HjorthAktivist, iværksætter, Hvidovre

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Mens vi herhjemme har diskuteret, om abortgrænsen skal hæves fra 12 til 18 uger, står 20 mio. kvinder i andre europæiske lande uden mulighed for sikker og lovlig abort. Det er meget mere alvorligt og presserende at få styr på det problem.

I Polen blev abortloven strammet i 2020, og det er nu kun muligt at få en abort, hvis man har været udsat for et seksuelt overgreb, eller hvis moderens liv er i direkte fare grundet graviditeten. I Italien er det stort set umuligt at få en abort, da det er op til den enkelte læge selv at afgøre, om man ønsker at udføre denne. Og det gør hovedparten ikke.

Det er naturligvis vigtigt at debattere de etiske implikationer ved at hæve abortgrænsen, men det er overraskende, hvor lidt fokus der er på, at det i 2024 flere steder i Europa slet ikke er muligt at få foretaget en abort.

Det er på tide, at vi ser på abortrettigheder som en grundlæggende menneskeret, der ikke bør begrænses af politiske eller religiøse overbevisninger. Det er på tide, at vi står sammen med vores medborgere i resten af EU for at sikre, at alle kvinder har adgang til sikker og lovlig abort, uanset hvor i EU de bor.

Artiklens emner
Abort