Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Hallo, er der en debatredaktør til stede? Jeg er så træt af ligegyldig boomer-debat

Jyllands-Posten er et medie med stærke værdier, plantet i den jyske muld, og alligevel skal den muld laves om til ubrugelig mudderkast og afspore en relevant og oplysende samfundsdebat.

Sarah Rothkegel SternbergJournalist, Aarhus

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I mit Facebook-feed faldt jeg over et indlæg i Jyllands-Posten fra den 28. april. Det var skrevet af Steffen Rasmussen, og i indlægget fortalte han, at hans mormor, som var født i 1900, havde levet et liv, der kunne skrives bøger om. Hun begræd aldrig sin tilværelse, som Steffen til gengæld mener, at »klynkende« forældre gør i dag.

Debatindlægget var en tilføjelse i debatten om mental load, som i disse dage fylder meget.

Samfundsdebatter skal være åbne for alle, og det er vigtigt, at vi hører forskellige stemmer. Men jeg bliver nødt til at sige, at ældre mænds holdninger til et emne som mental load ender med at fremstå som skrald på skraldebjerget, og pludselig kan man ikke se de nærliggende træer for bare skrald.

Jeg har intet problem med Steffen. Jeg tror faktisk, at vi kunne sidde ude i parcelhushaven under forårssolen med en kold Tuborg i hånden og snakke i timevis om den fantastiske kvinde, hans mormor var.

Mit problem er mediers manglende evne til at sortere i indlæg, som bare er en form for debat-stonewalling; der er intet reelt argument, men det er mere en personlig oplevelse, som ikke helt handler om kernen af det debatterede emne, og det bliver derfor svært at fortsætte en debat.

Jeg forstår godt, at Steffen får lyst til at ære sin mormor, når hendes minde forsvinder i moderne samtaler om opvask og indkøb af vinterstøvler til børnene. For hun stod frygtløs under besættelsen og sørgede for, at alle maver var mætte, mens nutidens mødre kæmper mod monsteret Aula.

Jeg kan kun gisne om Steffen og hans mormor, for jeg kender dem ikke. Men set i et rent historisk perspektiv bliver en sammenligning mellem en kvinde, som er født i 1900, og nutidens kvinder ikke blot en sammenligning af æbler og bananer, men nærmere æbler og kaniner.

For hvad skal man svare?

Jeg kan ikke argumentere imod Steffens mormor, som gennem sit liv blandt andet oplevede, at kvinder fik stemmeret, fik lige ret til forældremyndighed over egne børn og fik ret til lovlige aborter.

Og jeg bliver heller ikke klogere på holdninger eller tanker med substans, som kan udfordre mine egne.

Jeg er skuffet over Jyllands-Posten. Et stort medie med stærke værdier plantet i den jyske muld, og alligevel skal den muld laves om til ubrugeligt mudderkast og afspore en relevant og oplysende samfundsdebat.

Er det mere underholdende at trække folk op i skarpe hjørner frem for at facilitere en debat? Giver det flere klik? Flere penge i maskinen?

Jeg forstår godt, at det er hårde tider i mediebranchen med nedskæringer og fyringsrunder – måske er der ikke længere råd til en debatredaktør. Men det virker ironisk, at et medie, som tidligere valgte at lukke kommentarsporene til mediets artikler på Facebook, vælger at bringe et indlæg, som passer bedre ind i kommentarsporet end på avisens sider.

I et interview med de journaliststuderendes blad Illustreret Bunker i marts 2023 mente chefredaktør Marchen Gjertsen, at lukningen af kommentarsporet handlede om at tage ansvar for debatten, og hun udtalte blandt andet: »Alle kan ikke komme til orde på Jyllands-Posten. Vi kan ikke tage ansvar for at dele alle synspunkter.«

Jeg gad godt, at det ansvar også blev taget i avisens debatsektion.

For at forbedre vores samfund skal vi kunne tale om de emner, som optager os på tværs af holdninger og politiske ståsteder. Men vi kommer ikke videre, så længe medierne giver plads til debat-stonewalling.

Og jeg har på fornemmelsen, at det ikke kun er Jyllands-Posten, som gør det. Og det er heller ikke kun, når debatten handler om mental load.