Steffen Larsen tager fejl. Abort er et grænseoverskridende problem
Man kan have forskellige vurderinger af, i hvilket omfang EU må regulere retten til abort, men at påstå, at det ikke er et »grænseoverskridende problem«, er misvisende.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I Europa-Parlamentet foreligger der i øjeblikket et beslutningsforslag med opfordring om at skrive retten til abort ind i EU’s Charter om Grundlæggende Rettigheder. Forslaget er bl.a. begrundet i »tilbageskridtet for abortrettigheder i EU og på verdensplan, herunder i USA, Polen, Ungarn og Malta«.
Forslaget er faldet Steffen Larsen (LA) for brystet. På sociale medier anklager han Per Clausen (EL) – der støtter forslaget – for at ville »have EU til at løse ting, der ikke er grænseoverskridende problemer«.
Der kan være forskellige syn på, om EU bør regulere abort, og der ér grænser for EU’s kompetence på dette område. Men at påstå at abort ikke er et »grænseoverskridende problem«, er forkert. Når ét land i EU regulerer abort på en streng eller lempelig måde, aktualiserer det nemlig en række problemstillinger i forhold til personer, der vælger at opsøge abort i andre medlemsstater.
I Grogan-dommen fastslog EU-Domstolen, at svangerskabsafbrydelse er en tjenesteydelse i EU-retlig forstand og dermed beskyttet af tjenesteydelsernes frie bevægelighed. Dette sætter grænser for, hvorvidt en medlemsstat f.eks. kan sanktionere sine borgere for at søge abort i en anden medlemsstat eller for oplysning om muligheden herfor. Sidstnævnte er tillige beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
EU’s patientmobilitetsdirektiv giver også som hovedregel personer omfattet af direktivet ret til at søge abort ved andre medlemsstaters sundhedsvæsen, såfremt sidstnævnte tilbyder denne ydelse. Medlemsstaternes regler om abort kommer således hinanden ved.
Det er tydeligt, når man observerer Malta og Polen. Abort er forbudt på Malta, og aborter sker således på rejser til andre medlemsstater. Og da den allerede ekstremt snævre adgang til abort i Polen blev yderligere indsnævret i 2020, medførte det en stigning i antallet af personer, der rejste til andre medlemsstater med henblik på at få en abort. Man kan have forskellige vurderinger af, i hvilket omfang EU bør/må regulere retten til abort, men at påstå, at det ikke er et »grænseoverskridende problem«, er misvisende og reduktionistisk.