Fortsæt til indhold
Debatindlæg

En dårlig alkoholkultur kan ikke forsvares

Vores folkevalgte og JP synes at tro, at vi stadig lever i Kanslergadeforligets tid med alkohol ad libitum på arbejdspladsen.

Ulrik Bjørn JeppesenDebattør, bekymret skatteborger, Fjerritslev

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg troede, at det var en aprilsnar, da jeg læste JP’s leder 24/4. At JP forsvarer, at druk og dårlig alkoholkultur på Christiansborg foregår og åbenbart ikke er noget, offentligheden skal interessere sig for, er ubegribeligt ude af trit med dagens Danmark.

Mens dansk erhvervsliv og offentlige institutioner knokler ædrueligt for det daglige udkomme, svæver vores politikere i en alkoholtåge, der minder mere om Kanslergadeforliget, Per Hækkerups og Jens Otto Krags tid end nutidens krav om åbenhed og ansvarlighed.

Man fristes til direkte at koble det evindelige og forhastede lovsjusk, der foregår i Folketinget, sammen med overfladiske forhandlinger foregået i alkoholtåger.

Druk hører ganske enkelt ikke hjemme på Christiansborg, lige så lidt som det hører hjemme på danske arbejdspladser. Vores folkevalgte burde indse, at de er valgt af folket, ikke af en flaske vodka.