Danmark kan ikke tillade sig at levere våben til Israel
Danmark skal stoppe eksporten af våben og militært udstyr til Israel nu og i stedet gå i spidsen for at levere nødhjælp.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I dag holder Udenrigsudvalget åbent samråd om dansk våbeneksport til Israel. Her skal udenrigsministeren og justitsministeren forholde sig til, hvilket ansvar Danmark har ved fortsat at tillade våbeneksport til Israel.
Verdens ledere har opfordret den israelske regering til at reducere civile tab, men alligevel fortsætter israelske militæroperationer i Gazastriben med mange dræbte og lemlæstede civile. Over 250 internationale humanitære organisationer og menneskeretsgrupper står bag en appel om, at alle stater bør standse overførslen af våben og udstyr til Israel og palæstinensiske væbnede grupper, så længe der er stor risiko for, at disse bruges til at begå alvorlige brud på den humanitære folkeret og international menneskerettighedslovgivning.
Flere lande har indstillet deres våbeneksport til Israel, men Danmark tøver. Den danske regering skal gøre mere for at sikre, at danske våben og militært udstyr ikke bidrager til brud på folkeretten. Det er Danmark forpligtet til igennem vores tilslutning til FN’s Våbenhandelstraktat og EU’s regler for våbeneksport og som medunderskriver af Folkedrabskonventionen.
Derfor bør den danske stat stoppe al eksport – både direkte og indirekte – af våben og militært udstyr til Israel, da flere internationale organisationer har dokumenteret, at der er en klar risiko for, at disse bliver brugt til at begå forbrydelser mod civile.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen meddelte for kort tid siden de prioriteter, som Danmark vil kæmpe for, hvis vi bliver valgt ind i FN’s Sikkerhedsråd. Danmark vil forsvare folkeretten, herunder den internationale humanitære folkeret. »Uden folkeretten ser vi ind i en verden, hvor det er de stærkeste, der bestemmer,« lød det blandt andet.
Folkeretten gælder også for civilbefolkningen i Gazastriben. Ved fortsat at tillade eksport af våben og militært udstyr til Israel risikerer Danmark at gøre sig medskyldig i mulige brud på folkeretten. Hidtil har den danske regering dukket sig i det spørgsmål, hvilket har ført til, at vores kollegaer i Oxfam Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke, Amnesty International Danmark og den palæstinensiske menneskerettighedsorganisation Al-Haq har stævnet den danske stat.
Vi finder det principielt vigtigt at få afgjort, hvorvidt Danmark overholder sine internationale forpligtigelser, der skal sikre, at dansk våbeneksport ikke kan sættes i forbindelse med mulige brud på folkeretten. Der må ikke herskes tvivl om, at Danmark respekterer folkeretten.
Krigen i Gazastriben har udviklet sig til en humanitær katastrofe. Over 30.000 mennesker er blevet dræbt, og nu er befolkningen på randen af hungersnød, fordi de israelske myndigheder ikke lader tilstrækkeligt nødhjælp at komme ind og blive distribueret til den nødlidende befolkning. Knap 250 nødhjælpsarbejdere er blevet slået ihjel i bombardementer, der rammer civile og civil infrastruktur. Der er brug for en våbenhvile, og at kamphandlingerne stopper. De israelske gidslers sikkerhed vil også blive forbedret af en våbenhvile. Presset på Hamas og andre væbnede palæstinensiske grupper for en betingelsesløs frigivelse af gidslerne skal fortsætte.
Danmark skal derfor arbejde for aktivt at stoppe kamphandlingerne. Et skridt på vejen bør være at stoppe eksporten af våben og militært udstyr til Israel og presse på for en varig våbenhvile, så nødhjælpen kan komme sikkert ind til den sultende befolkning i de mængder, der er brug for.