Min mormor var ikke mental loaded. Heldigvis

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Om min mormor, født i år 1900, kunne der sagtens skrives en hel roman. Men da hun var af en tid, inden verden gik helt af lave – med internet og sociale medier – var der aldrig nogen udover den nærmeste familie med børn og børnebørn, der havde interesse eller så meget som bare tænkt på at udbrede sig nærmere om familiens ve og vel – på godt og ondt.

Følger man debatten i dag qua de såkaldte mental load-mødre, kan man jo kun prise sig lykkelig over ikke at være barn født ind i sådanne nærmest absurd kunstige cirkler. Stakkels børn, siger jeg bare.

Derfor en tak til sognepræst Marie Høgh for at stå på mål for de gode, gammeldags dyder, der aldrig må gå af mode – såfremt vi stadig tror på en børnefamilies sammenhold og overlevelse samt troen på en fremtid i en ellers mere og mere kompleks verden. En verden, hvor det bestemt heller ikke er gjort lettere at være barn.

Det sidste vi har brug for, er da klynkende mødre og fædre, der ikke aner, hvordan de skal strikke hverdagene sammen. Derfor vil jeg sige til den slags mødre: Gør som min mormor, bid tænderne sammen, og gør jeres pligt som de forældre, I selv har bedt om at blive.

PS: min mormor kunne nemlig klare det hele helt uden klynk eller noget, der bare lignede, fra morgen til aften, helt uden internet og sociale medier. Hendes “aftryk” bærer vi som børnebørn med os i dag som voksne. Der var noget at se op til samt menneskeligt eksempel til efterlevelse.

Det synes ikke at ligge i kortene for næste klynkegeneration – og det er synd for både børn og forældre.