Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Sturt, sturt nummer, Mogens Jensen

Vi skal ikke smide med pengene til hvad som helst, Mogens Jensen.

Aage ChristensenPensionist, Risskov

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Med en vælgertilslutning til Socialdemokratiet på knap 20 pct. – det laveste i 100 år – forsøger partiets kulturordfører, Mogens Jensen, at skabe nytænkning inden for kulturområdet.

Som en anden sprechstallmeister foreslår han, at der ydes statstilskud til danske cirkus. I JP fortæller han rørende og i blomstrende vendinger, hvordan forældre og bedsteforældre glæder sig over at komme i cirkus.

Og det er da så sandt, så sandt, lige så sandt som dengang daværende fødevareminister Mogens Jensen købte fire cirkuselefanter, hvoraf de tre var fra Cirkus Arena, for i alt 11 mio. kr., og han glemte at informere Folketinget om, at Arena havde en gæld til staten på 20 mio. kr. Men som han sagde dengang: »Dyrene skal ikke lide under, at ejeren skylder staten penge.«

Mon ikke de fleste forældre og bedsteforældre, der nyder at komme i cirkus, selvom det er blevet dyrt, er indstillet på selv at betale?

Men Mogens Jensen stopper ikke ved cirkus, når han foreslår at stikke ”snablen” i statskassen. Nej, Bakkens Hvile, den berømte sangerpavillon på Bakken, skal også have tilskud. For som Jensen skriver, ejeren, Dot Wessman – jo, det er Messerschmidts samlever – yder en umanerlig stor indsats.

Jensen burde måske stikke fingeren i jorden på Herning-egnen, hvor han er valgt, og i den fede muld på Mors, hvorfra han stammer, og der spørge, hvor mange der finder det rimeligt at yde statstilskud til et øl- og sangertelt på Bakken eller et cirkus, der er gået fallit fem gange.

Hvis Socialdemokratiet skal have øget tilslutning, bør man nok bede kulturordføreren finde mere relevante emner at behandle.