Skru ned for småstatsromantikken
Norden skal længere frem i bussen – for vi kan noget, andre har brug for.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
»De nordiske lande er mine favoritlande.« Ordene kommer fra den afghanske kvindeforkæmper Mahbouba Deraj på et møde under FN’s kvindekonference (UNW68) i New York. Hovedtemaet er, at hvis kvinder skal opnå ligestilling, skal fattigdom og økonomisk ulighed bekæmpes. Hun er ikke den eneste, der fremhæver Norden, i dagene konferencen står på.
For en dansker er ordene selvfølgelig smigrende, men også tankevækkende. Selvfølgelig er Danmark vigtigst. Men bruger vi Norden nok? Norden som et samlet fokuspunkt og inspirationskilde for resten af verden.
Vi i Norden har en fælles lang historie og især en nutidig historie, som er et specielt unikt nordisk take på tilværelsen. Vi skabte velfærdssamfundet. Vi vil et tillidsbaseret samfund, hvor vi betaler til fællesskabet, og de stærkeste skuldre bærer mest. Vi gik forrest og skabte en model og et samfund, som inspirerede og stadig inspirerer verden. Eller som USA’s ekspræsident Obama sagde det en fredag i Næstved: »Jeg synes, Danmark og de øvrige skandinaviske lande har været bedre til at håndtere velstand, uden at for mange bliver forsømt – det, man kalder velfærdsmodellen.«
Nu vil vi i Norden en bedre verden på nye måder. Naturen, den grønne omstilling, bæredygtighed – og ligestilling, der inspirerer resten af verden til forandring. Burde vi ikke i mange flere sammenhænge opprioritere det nordiske samarbejde med fælles udspil? Jeg synes det. For et land fylder ikke meget. Ikke kun blandt 168 FN-lande, men i det hele taget. Sammen kunne vi være meget stærkere. Med et forenet Norden kunne vi få mere gennemslagskraft, hvis vi skaber rammerne for det med flere fælles nordiske fremstød. Om det er kultur, klima eller i kampen for ligestilling, så er New Nordic lige nu noget, der er stort, hvis vi tør forfølge det. Forfølge den fortælling sammen.
For vi har så meget at byde på, der kan påvirke resten af verden. Vi skal inspirere og bevæge den øvrige verden, og vi skal inspirere hinanden i Norden med fokus på det, vi kan i fællesskab. Vi skal forstå vores fælles unikke position og inspireres af forskelligheden. Norden har en strategisk vigtigere position end længe i et globalt perspektiv. Med Sveriges og Finlands optag i Nato er det ikke blevet mindre. New Nordic som brand står stærkere end nogensinde. New Nordic er en bølge, der skal rides på. Det bør ske nu.
Vi har et Nordisk Råd. Et politisk mødested de nordiske lande imellem. Måske kunne man gentænke og styrke det afgørende, så Nordens budskaber når ud stærkest muligt. Styrket ud til resten af verden. For det nordiske vækker faktisk opsigt verden over. Lad os ride på den bølge.