Museerne må ind i kampen om opmærksomheden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er en indgroet forestilling, at gratis entré til danske museer vil få dem, der er fremmede over for tanken, ind i museumsvarmen. Intet tyder nemlig på, at økonomien forhindrer de sidste i at blive inddraget i det kulturelle fællesskab. Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst forsøgte sig med gratis entré for nogle år siden, men opgav igen, da det viste sig, at kernepublikummet bare kom oftere, mens de, man gerne ville nå, fortsat blev hjemme.

Den Gamle By i Aarhus har siden årtusindskiftet fordoblet sit besøgstal, fra 2-300.000 til over en halv million årligt besøgende. Det aarhusianske frilandsmuseum er i dag i topfem over de mest populære museer i Danmark og en af landets mest kendte turistattraktioner kun overgået af Legoland og Tivoli. Thomas Bloch Ravn har været direktør i den folkekære gammelby siden 1996. Inden han den 31. marts giver stafetten videre, udgiver han nu ”Drømmen om Den Gamle By”. Hvis man interesserer sig for museernes fremtid, gør man klogt i at lytte til direktøren.

I bogen advarer Thomas Bloch Ravn mod enhver flirt med gratis entré til museer. Entréindtægter gør museerne selvstændige, giver dem integritet og selvtillid, ikke mindst når det gælder samarbejde med offentlige myndigheder og fonde, argumenterer han. Den Gamle By har i en årrække tjent mere på entréindtægter, end man har fået fra offentlige kasser. Det har givet »en uafhængighed og handlefrihed, som var af afgørende betydning for tiltrækningen af endnu flere gæster, af sponsorer og af donatorer til særlige projekter«.

Egenindtægt »vækker respekt hos fonde og sponsorer, ligesom den medvirker til at gøre museet mere selvberoende og mindske den økonomiske afhængighed af offentlige kasser«, lyder det i ”Drømmen om Den Gamle By”. Egenindtægter sikrer den uafhængighed af offentlige bevillinger, der ellers i værste fald kunne føre til statsstyring. Egenindtægter i form af bl.a. entréindtægter er en modvægt til den støtte fra stat, kommune og fonde, som museer også har brug for nu om stunder.

Egenindtægter motiverer til nye initiativer, tiltag og visioner, mens gratis entré tværtimod får dovne sjæle til at hvile på laurbærrene. Uden ansporing til udvikling vil risikoen for, at museer går i stå, være overhængende. »Fratages museerne muligheden for at tage en entré, der svarer til den oplevelse, publikum får under besøget, kan man derfor have en begrundet frygt for, at de danske museer vil komme til at stå i stampe«, skriver Thomas Bloch Ravn.

Direktøren for Den Gamle By giver heller ikke noget for argumentet om, at folk ikke skulle have råd til at betale for at gå på museum. Sammenligner man nemlig med priserne for at tage familien med i biografen, til fodboldkamp, i teatret, i zoologisk have, i tivoli eller i sommerland, ligger et besøg i Den Gamle By eller et hvilken som helst andet dansk museum fortsat i den billige ende.

Og så er vi fremme ved pointen. Det er nemlig ikke prisen, der afgør, om folk besøger et museum eller ej. Det, der betyder noget, er snarere, om man føler sig velkommen eller ej. Om man tror på, at man kan opleve en meningsfuld, men også gerne munter hyggestund i fællesskab med familie og/eller venner. Om man kort sagt føler, at museets tilbud er relevante, og om man til syvende og sidst synes, at oplevelsen er mere værd, end hvad man ellers kan få for et tilsvarende beløb.

Den vigtigste grund til at fravælge museumsbesøg er og bliver, at man hellere vil bruge tiden på noget andet. For det moderne menneske er tid nøgleordet, og måden, man bruger sin afmålte tid her på kloden, altafgørende. Gratis entré er ikke vejen frem, men i bedste fald lidt af en omvej, for nu at sige det på jysk. Museerne må komme ind i kampen om opmærksomheden, hvis de vil være en del af danskernes virkelighed også i fremtiden.