Der skal to til en tango, Thorkild Kjærgaard

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I et indlæg i JP 5/3 forsvarer fhv. museumsdirektør Thorkild Kjærgaard sine synspunkter om at danne et samlet konføderativt Palæstina bestående af de to stater Israel og Palæstina, og at det kan ske i løbet af to-tre generationer. Det må i sandhed siges være et ønske om at ophæve tyngdeloven! Hvorfor skulle det kunne lade sig gøre, når konflikten har eskaleret til den nuværende situation i løbet af de seneste tre generationer?

Og hvorfor er det, Thorkild Kjærgaard ikke dvæler lidt ved Palæstina og dets ”supportere” – primært Iran og Syrien. Og hvorfor er det, han ikke dvæler lidt ved Hamas’ ageren i Gaza?

Hamas har ikke på noget tidspunkt ytret sig om, hvorvidt den stadig fastholder, at staten Israel skal ”smides i havet”, eller om den fastholder ikke vil indgå i en fredsaftale, som vil medføre, at alle de stakkels indbyggere i Gaza bliver dræbt eller lemlæstet.

Iran og Syrien vil aldrig medvirke til en fredsløsning, for de bruger det palæstinensiske folk som nyttige idioter med henblik på at skade Israel og dets allierede mest muligt. Palæstinenserne har altid været midlet i de arabiske landes ambitioner om at bekæmpe Israel.

Egypten og Jordan har sluttet fred med Israel. Har det gavnet det palæstinensiske folk? Jeg vil foreslå, at diskussionen om Israel-Palæstina-krisen kunne få en mere nuanceret tilgang ved, at problemet blev belyst fra begge sider – af fagfolk, opinionen og – i særdeleshed – pressen.

Jeg vil også gerne præcisere, at det, som Israel gør i øjeblikket mod palæstinenserne på Vestbredden, absolut ikke er acceptabelt. Men lad os nu formå at få Israel og Hamas til at afslutte dette helvede. Så kan vi tage fat på Israels ageren på Vestbredden efterfølgende.