Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Kan I slet ikke se, at I hopper på udspekuleret propaganda?

Der er tilsyneladende frit slag for alle mulige ensidige og løgnagtige beskyldninger.

Ole Groth-AndersenMedstifter, Sammen om Israel, København S

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Boykot Israel og Free Palestine-segmentet har søsat en ny taktik. Den gamle med gode og dårlige – eller rettere ikke-onde og onde – jøder er nu erstattet med (gode) uskyldige jøder og (onde) skyldige zionister.

I diverse kampagner mod Israel har man oplevet den smarte omskrivning af jøder til at være zionister. Det er lykkedes segmentet at overbevise næsten alle om, at det er ganske legitimt at hade zionister. På trods af at det var og fortsat er blandt zionister, man finder de mest aktive i forholdet til sameksistens med araberne.

Boykot Israel og Free Palestine-segmentet forstærker sin propaganda og taler om, at det er uretfærdigt, at (gode) jøder rammes af antisemitisme som følge af (onde) zionisters forbrydelser.

Hvem opfatter de så som de gode? Jo, det er på strategitavlen tænkt til at være dem, der helst ensidigt og løgnagtigt kritiserer Israel. Men de er bare svære at finde. Sund kritik kan man altid finde både i Israel og uden for Israel, og eftersom stort set alle jøder i hjertet er zionister, så skal der en skarp sortering til.

Dem, der er gode, bliver bedt om at gå til højre. De skal nemlig være omfattet af beskyttende fredsringe. Zionisterne, altså de onde, ikke et ord om jøder, bliver bedt om at gå til venstre. Her er der frit slag for alverdens falske beskyldninger. Altså rendyrket antisemitisme.

De perverterede begivenheder den 7. oktober sidste år sat i værk af Hamas og Islamisk Jihad er blevet til en del af en påstået frihedskamp for Boykot Israel og Free Palestine-segmentet. Den 7. oktober blev der ellers ikke skelnet mellem (gode) jøder og (onde) zionister. Eller i det hele taget skelnet mellem israelere, arabere og andre.