Svarer-udvalget overser en bedre vej
Landbrugets CO2-udledninger kan sænkes på en anden måde, som også er bedre for erhvervet.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Svarer-udvalget har anvist tre mulige modeller for en CO2-afgift på dansk landbrug. Den højeste effekt opnås med den højeste afgift på 750 kr. pr. ton CO2 per år. Effekten bliver, at udledningen af CO2 mindskes med 3,2 mio. tons per år. Ved de lavere afgiftsniveauer på hhv. 375 kr. og 125 kr. bliver effekten lidt mindre – men ikke markant mindre.
Men problemet kan løses på en bedre måde: I Danmark produceres årligt 5,46 mio. tons halm fra korn. Ud fra Energistyrelsens brændværdier vil der ved afbrænding af 5,46 mio. tons halm kunne produceres ca. 22 mia. kWh. For at få den samme mængde energi skal man afbrænde 1,95 mio. tons fuelolie, der vil danne 6,2 mio. tons CO2 af fossil oprindelse. Eller 2,7 mio. tons koks, der vil danne 8,55 mio. tons CO2. Eller 1,68 mio. tons naturgas, der vil danne 4,5 mio. tons CO2.
Ved afbrænding af halm dannes også store mængder CO2, men den CO2 blev bundet i år og vil optages igen næste år ved dyrkning af korn. Ved afbrænding af fossile brændstoffer som fuelolie, naturgas og koks omdannes kulstof, der har været bundet i jorden i millioner af år, til ny CO2 og vil dermed forøge mængden af CO2 i atmosfæren. Ved afbrænding af halm sker der ikke en forøgelse af CO2 i atmosfæren, da CO2 genbruges af afgrøderne år efter år gennem fotosyntesen.
Af årets 5,46 mio. tons halm anvendes kun 1,56 mio. tons halm til energi (forbrænding i kraft-varme-værker). Ca. 2,2 mio. tons halm bjærges ikke. En effektiv udnyttelse af halm ville altså kunne spare atmosfæren for store mængder af fossilt CO2, langt større end hvad Svarer-udvalget anviser af reduktioner ved afgifter.
Dertil kommer, at en prisstigning på danske produkter på grund af afgifter alene i Danmark kan medføre, at produktion flyttes til udlandet; måske til lande, hvor fremstillingen medfører en markant større udledning af CO2. Dette vil også resultere i et højere CO2-indhold i atmosfæren over Danmark, da CO2 ikke respekterer landegrænser.
Hvis landbrugets halm udnyttedes bedre end i dag, kunne vi opnå en større reduktion i CO2-udledningen fra dansk landbrug end ved at indføre afgifter. Tilmed uden at skade landbruget.