Ældre bliver "en pakke"
Ældrepleje kan ikke opgøres med algoritmer, men det har ældreudspillets tro væbnere ikke sans for. Staten ved bedst.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Fie Hækkerup tager i JP 9/2 til genmæle på Niels Åkerstrøm Andersens indlæg om en ældrereform. Åkerstrøm Andersen har givetvis ikke behov for en væbner, men Hækkerups ”forundring”, som hun kalder det, er virkelighedsfjern.
Indledningsvis præsenterer Hækkerup ældrereformens muliggørelse af plejepersonalets organisering i faste teams, der bedre kan vurdere den ældres hjælpebehov og sparre med fagfæller om optimal pleje. De umiddelbart ræsonnable anskuelser følges til dørs af en indigneret forsvarstale for personalet i plejen. Antageligt udløst af Åkerstrøm Andersens betoning af meget svage ældres krav på og nødvendige sikkerhed for at modtage tilstrækkelig hjælp.
Hækkerup skruer derpå sig selv op i en forsvarsrolle for reformudkastet, der, må vi forstå, netop har til hensigt at tage hånd om de svage og gøre op med en uhensigtsmæssig ulighed i ældreplejen samt ressourcestærke ældre, der både kan læse og forstå.
Men initiativrige ældre på den ene side og svækkede ældre på den anden illustrerer næppe det samlede hjælpebehov. I den forbindelse havde det været yderst velkomment med bidrag fra de mennesker, der dagligt hjælper de ældre, som man så kunne spørge om f.eks. tidsudmåling til et slag 500. Hvorledes en ældrereform forventes at tackle den slags, navigerer Hækkerup uden om, ligesom hun ikke reflekterer over et fravær af de ansattes faglige vurderinger.
I stedet skildrer Fie Hækkerup reformens intention med møder hos den ældre, hvor personale taler med og får den ældres og de pårørendes perspektiv på den ældres behov. Der må være tale om et drømmesyn. Mange familier bor spredt i landet, og nogle ældre har slet ikke pårørende. Mange ældre vil meget nødigt ligge andre til last – uanset læse- og stavefærdigheder i øvrigt – og en del ældre vil gerne have sig frabedt, at ”det offentlige” roder i deres sager. I disse grupper kan befinde sig mennesker, der hænger i med det yderste af neglene, og hvis behov for hjælp er omfattende, men de vil eller orker ikke gøre et behov gældende. Akkurat en del af Åkerstrøm Andersens pointe.
Staten kan reelt ikke forbyde nogen at gå i hundene, men staten skal forholde sig til, hvorledes menneskers fornødenheder varetages bedst muligt, og i henseende til de allersvageste ældre er det næppe via ”pakker” med selvvalgsmodeller. Generelt lader ældrepleje sig meget vanskeligt fastlægge via algoritmer, men det faktum forholder Hækkerup sig ikke til.
At have et ældre menneske som centrum for sin indsats er forbundet med pligt og ansvar og vilje til at sikre den modtagendes trivsel og tilfredshed, uanset vedkommendes habitus. Overordnet sikres dette politisk via regelsæt med rettigheder for plejekrævende, sidenhen udmøntes det i dimensioneringer for plejen, og helt lokalt ydes og tilbydes hjælp.
De forfærdelige svigt i ældreplejen må skulle finde sine forklaringer derimellem og er dermed ikke mindst et spørgsmål om kultur samt beslutninger om og etablerede standarder for omsorg og pleje.
De svigt og årsagerne til dem kalder på nødvendige drøftelser blandt alle implicerede i alle led i ældreplejen – det gøres ikke som en til en-samtale i hjemmet om pakkeløsninger. En politisk erkendelse heraf spores ikke i Hækkerups indlæg.