Mens jeg venter på krigen: Jeg vil hellere nyde livet end leve i frygt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vokset op med Den Kolde Krig som baggrundstæppe og med angsten for en atomkrig og efterfølgende glæde over Murens fald og dermed stabilisering af den vestlige verden sidder jeg nu igen med følelsen af, at der er grund til at være angst for krig.

Det gør ikke livet mindre dilemmafyldt. De seneste mange år har klimakrisen fyldt en stor del af den samtale, som vi voksne har med hinanden. Skal vi flyve mindre, spise mindre kød, elbiler, skal landbruget reducere CO₂-udslippet osv.

Måske er vi nu nødt til at overveje, om det kan svare sig at bruge tid og energi på den debat.

Hvor deprimerende det end er, skal vi måske til at overveje, hvordan vi vil overlever en krig i Europa, som ikke længere ”kun” foregår i Ukraine.

Personligt opstiller jeg to muligheder: 1) Jeg forbereder mig på, at vi ikke har adgang til elektricitet, vand, varme og fødevarer og må derfor oparbejde depoter til at afhjælpe x antal dage uden disse. Hæve min opsparing, i håb om at pengene har en værdi i et samfund, som er krigsramt, måske investere i guld, som ofte er bedre at handle med i sådanne situationer.

Eller 2) Nyde livet med mine nærmeste her og nu. Ikke gemme til i morgen, hvad der kan opleves i dag. Droppe nyhedsudsendelser og avislæsning og alene koncentrere mig om alt det, jeg har kært.

Jeg er nok der, hvor jeg vælger den sidste løsning. Jeg har altid været politisk aktiv, ment, at man skal gøre sin stemme gældende i forhold til alle samfundsforhold, men i spørgsmålet om, hvad Putin finder på, virker det ret meningsløst at forsøge at gøre sin stemme gældende, for der er ingen, der lytter.

Som almindelige borgere har vi ingen indflydelse på, om eller hvornår krigen kommer. Det er i den sammenhæng uden betydning, hvad vores statsminister hedder. Vi kan bruge flere resurser på det danske forsvar, men det vil ikke have nogen betydning i den store sammenhæng, og med et eventuelt præsidentskifte i USA ved vi heller ikke, om der er støtte fra den side, hvis et eller flere lande i Europa bliver angrebet af Rusland.

Som udgangspunkt en deprimerende konklusion, men måske også et wakeupcall i forhold til at leve i nuet og glædes over de små ting i dagligdagen i stedet for at leve i angsten for det, der måtte komme.