Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Vi står midt i en alvorlig biodiversitetskrise – og så har regeringen sat naturnationalparker på pause. Hvorfor dog det?

Vores tålmodighed med regeringen er brugt op: Vi er blevet lovet og lovet at skulle mødes om naturnationalparker. Men intet sker.

Marianne BigumMF, miljøordfører, (SF)
Ole Birk OlesenMF, miljøordfører, (LA)
Mette AbildgaardMF, miljøordfører, (K)
Søren Egge RasmussenMF, miljøordfører, (EL)
Zenia StampeMF, miljøordfører, (R)
Torsten GejlMF, miljøordfører, (AL)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er slået utvetydigt fast, at vi står i en biodiversitetskrise, der kræver akut handling. Lige inden jul blev Danmarks liste over truede dyr og planter opdateret, og vi står nu til at miste over 1.900 arter fra vores natur.

Hvis ikke vi handler hurtigt, vil vi måske ikke i fremtiden kunne opleve den rødlige perlemorsommerfugl flakse i skovlysningerne, høre den smukke pirols eksotiske fløjten i skovene eller se sarte orkidéer blomstre i det tørre græsland. Alle arter, som vi måske ikke tænker så meget over i det daglige, men alle arter, som er en vigtig del af vores økosystem og i sidste ende vores naturgrundlag. Det er dybt alvorligt.

Heldigvis kender vi de løsninger, der skal til, hvis vi skal vende krisen. Landets biodiversitetsforskere og vores nationale Biodiversitetsråd har nemlig gjort det helt klart, at hvis udviklingen skal vendes, skal vi afgive noget areal, hvor vi helhjertet giver plads til, at vores natur kan komme i bedring, og hvor vi genskaber store og sammenhængende områder med det væld af levesteder, som vilde bier, fugle, svampe og biller er afhængige af.

I sidste regeringsperiode var vi derfor en række partier, der vedtog en ny lovgivning, der gjorde det muligt at etablere naturnationalparker i Danmark. I naturnationalparkerne skal naturen slippes fri, og der skal være plads til, at biodiversiteten kan folde sig ud. Det vil give arterne nye levesteder og os mennesker nye og store naturoplevelser. I 2020 blev der afsat penge til at etablere 15 naturnationalparker fordelt i hele landet. Vejen var banet for at gøre en reel forskel for biodiversiteten.

Men nu er det over tre år siden, at de 15 naturnationalparker blev besluttet, og mere end et år siden, at SVM-regeringen tiltrådte – alligevel er ingen af naturnationalparkerne realiseret. Det er vi en række partier, der er dybt bekymrede og meget uforstående over for.

SVM-regeringen har slået sig op på at være en regeringen, der vil løse de store kriser på tværs af blokpolitikken. Men til trods for at regeringen selv skriver i regeringsgrundlaget, at én af vor tids største udfordring er biodiversitetskrisen, og hvor partier på begge side af blokkene allerede har fundet sammen om nogle af løsningerne og midlerne, så sætter regeringen af uvisse årsager den nødvendige handling i stå.

Imens er vi seks partier uden for regeringen, der spænder helt fra Liberal Alliancen til Alternativet, som faktisk stadig er klar til at handle for naturen. Vi tager biodiversitetskrisen alvorligt, og vi kan ikke acceptere, at regeringen bliver ved med at sidde handlingslammet på hænderne. Vi har gentagne gange efterlyst, at regeringen kommer videre med naturnationalparkerne som aftalt. Allerede sidste forår kom vi med et fælles forslag om, at vi inden 2025 skulle have etableret naturnationalparker på 1 pct. af Danmarks areal. Men her i starten af 2024 har vi ikke engang set første spadestik.

I juni lovede miljøministeren os, at vi ville blive indkaldt til et møde om naturnationalparkerne efter sommerferien. Statsministeren lovede i sin åbningstale at arbejdet med de kommende naturnationalparker fortsatte, og at vi skal passe bedre på vores udrydningstruede arter. Vi er endnu ikke blevet indkaldt til møde med miljøministeren, og vores tålmodighed er for længst sluppet op.

Derfor har vi nu sammen kaldt miljøministeren i samråd. Vi vil have svar på, hvornår vi rent faktisk kan forvente at få etableret de længe ventede og aftalte naturnationalparker, og hvorfor regeringen har spildt det første år af regeringsperioden, til trods for at vi står i en så alvorlig natur- og biodiversitetskrise. Vi er klar på at gøre det nødvendige, så vores børn og børnebørn ikke bliver nødt til at ty til Google for at finde ud af, hvordan en rødlig perlemorsommerfugl egentlig så ud.