Svært at ændre kurs, når man har hjernevasket vælgerne med noget andet
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Regeringens udspil til en ældrereform kommer næppe til at betyde det, man sigter efter. Man slækker på nogle af detailstyringselementerne i new public management og overlader det til selvstyrende grupper. Bortset fra at det også var den oprindelige idé med new public management, så åbner det op for et muligt kaotisk tilfældigt forløb. Hvorfor? Fordi der mangler den indre styringsmekanisme, som skal få systemer uden særlig ydre kontrol til at fungere.
Skal vi forlade os på den gode vilje, menneskets næstekærlighed og omsorgspligt? Det er ikke sandsynligt, at det er tilstrækkeligt. Det, der får den private sektor til at fungere – i modsætning til den offentlige – er muligheden for at generere et overskud.
Men profitmotivet har hidtil været gift i socialdemokratiske kredse, blandt andet fordi man er gået ud fra den misforståelse, at offentlig produktion er en garanti for lige adgang til offentlige goder. Det er derfor svært at ændre kurs, når man i årtier har hjernevasket sine vælgere med denne holdning.
Det virker dog, som om der er taget tilløb til en vis selvstændiggørelse ved at tillade, at nogle offentlige plejehjem kan overgå til ”delvist” selvstyre – dog stadig i kommunalt ejerskab. Men skal det virke, bør de i det mindste være selvejende institutioner med en professionel bestyrelse. Selv om profitmotivet mangler i de selvejende institutioner, vil en aktiv bestyrelse kunne arbejde med forbedringer af økonomien, mulighed for at honorere – og tiltrække – dygtige medarbejdere og gøre plejehjemmet mere attraktivt for ”kunderne”. Bestyrelsen vil stræbe efter – og glæde sig over – ’”deres” plejehjems succes.
Som regeringens forslag er nu, er jeg bekymret for, at det er op til kommunerne selv at beslutte, om et plejehjem skal ”fritstilles”! Er kommunerne indstillet på det? Hvad med at indføre et krav om, at mindst 25 pct. af alle nuværende plejehjem skal fritstilles og helst som selvejende institutioner – eller som direkte salg til private.