Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Bør administration og tilsyn med risikovirksomheder flyttes til Miljøstyrelsen?

Sagen om Nordic Waste er endnu et eksempel på, hvordan kommunerne har svært ved at håndtere administration og tilsyn med risikovirksomheder.

Torben KaasFormand, Danmarks Sportsfiskerforbund

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hjarnø Havbrug, RGS Nordic og altså nu Nordic Waste er tre virksomheder, der inden for de seneste fem år har været indblandet i sager, hvor den lokale kommune – og dermed miljømyndighed – har haft udfordringer med at varetage en ordentlig og effektiv administration og kontrol af såkaldte risikovirksomheder. Det har ført til alvorlige miljøovertrædelser, der i sidste ende har haft store, negative konsekvenser for naturen og vandmiljøet.

Vi ser altså igen og igen eksempler på, at kommunerne har yderst svært ved at håndtere visse virksomheder og industrier. Det er ofte komplekse opgaver, der kræver mange ressourcer og særlige kompetencer. Vi mener derfor, at den seneste sag om Nordic Waste nu må give anledning til en politisk drøftelse af, hvorvidt det fortsat skal være kommunerne, der skal være miljømyndighed for visse typer af virksomheder.

Den føromtalte sag om Hjarnø Havbrug endte – udover en alvorlig dom og rekordstor bøde til havbrugsejeren – med en kulegravning af hele havbrugssektoren for at afdække, hvorvidt administration og kontrol var tilstrækkelig i kommunerne.

Konklusionen var klokkeklar: I mange tilfælde blev de administrative forhold såsom opdaterede miljø- og placeringstilladelser ikke overholdt, og tilsyn og kontrol var mangelfuld. Derfor vedtog Folketinget i 2020 at samle myndighedsansvaret for hele havbrugssektoren i Miljøstyrelsen.

Det stod helt klart i sagen om Hjarnø Havbrug, at Hedensted Kommune hverken havde kompetencerne eller den nødvendige armslængde til at føre en effektiv og tilfredsstillende kontrol med virksomheden. Og det første viste sig også at være gældende for flere andre kommuner med ansvar for havbrugsvirksomheder. Derfor pressede Danmarks Sportsfiskerforbund på for, at man samlede ansvaret i Miljøstyrelsen, hvilket siden har betydet klare forbedringer på området.

Vi mener, at man bør tage ved lære af den sag og som minimum nu få taget et grundigt kig rundt i kommunerne og få en klar vurdering af – f.eks. i samarbejde med KL – om der er behov for en større strukturel ændring i den måde, vi har indrettet vores administration af potentielt miljøfarlige virksomheder.