Vi er ligeglade med manipulation – indtil det går ud over Taylor Swift. Så vågner forargelsen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

En tsunami af forargelse har rejst sig i kølvandet på de ”grænseoverskridende og krænkende” nøgenbilleder af Taylor Swift. På dansk er der tale om ”deep fakes”, billeder manipuleret ved hjælp af AI. Ulækkert, uetisk, umoralsk, men ikke ulovligt og desværre forventeligt. Taylor Swift har med sin opfordring til unge amerikanere om at lade sig registrere som vælgere provokeret store fraktioner i et polariseret, synkende demokrati.

Forargelsens aktualitet kan man undre sig over. Billedmanipulation er en ældgammel disciplin, hvis perfektion har nået et punkt, hvor det er umuligt for det blotte øje at afsløre falskneriet. Det faktum smadrer vores barnetro: At billedet viser den usminkede, objektive sandhed i modsætning til det talte og skrevne sprog med beskyldninger som ”løgnhals”, ”tale med to tunger” og ”bøje sandheden”.

Vendingen ”løgn og latin” har rødder i en tid, hvor latin var magthavernes sprog, og pøbelen ikke fattede et ord. Måske er vi ved at vende tilbage til den mørke middelalders mistro.

Kommunikation er proppet med billeder, eksponeret på allestedsnærværende skærme, i alle formater. Billeder er universelle og billige at producere, skal ikke oversættes og serverer letfordøjelige budskaber. De unge betragter papiravisen og glitrende magasiner som en anakronisme; de gider ikke papir. En ”naturlig” udvikling, fordi teknologien styrer vores kommunikation og ikke omvendt!

Vi orker tilsyneladende ikke kedsommelige forklaringer. Men når Taylor Swift får frataget sin integritet og bliver billedmanipuleret, eksponeret og kompromitteret, vågner forargelsen af sin tornerosesøvn og kravler til nye højder, selv om vi ikke kan se løgnen i billederne.

Den amerikanske sangfugl klarer sig. Det er værre med den umulige sandhed. ”Sandheden” har altid været en sårbar størrelse. Den er ikke sort eller hvid, men nuanceret. Ikke relativ, men bestemt af vores tilgang til fakta. ”Fake news” er løgne, men også pålidelig, objektiv viden om afsenderens habitus. Dermed kan vi tage til genmæle. Så let er det ikke med billederne! Hvad værre er: Digitaliseringen har givet os bekvem adgang til fortidens arkiver og samlinger med film og fotos, men også åbnet en ladeport for manipulation og dekonstruktion af vores historie. Et uoverskueligt problem, fordi vi ikke kan stole på det, vi ser.

Set i det lys virker mediestormen i kølvandet på Taylor Swift i AI-format patetisk i forhold til, hvordan det objektive billede er blevet en illusion og en ustyrlig del af nyheds- og historieformidlingen. Billeder kan bruges som propaganda, vildledning, satire og reklamer. Men værdien som objektive, universelle kilder?

Jo mere vi digitaliserer, jo værre! Den usynlige digitalisering er ikke lige så nem at skrotte som streamingen, der derefter afløses af en gammeldags, analog pladespiller. Og tilsyneladende bekymrer ingen sig om, hvordan vi skal beskytte vores gammeldags, håndholdte film og billeder mod misbrug.

Vi er ved at drukne i information, der skal udlægges og forklares af endeløse kolonner af eksperter og kommentatorer. Det kan næsten føles befriende at lukke af uden at have fundet hverken hoved, hale og standpunkt. Den demokratiske dialog rammes af livstruende åndenød, og i stedet flygter mange over i harmløse reportager fra sport, koncerter og kroninger, hvor der er selvsyn i en atmosfære af umiddelbar begejstring eller indiskutabel kedsomhed.

Hvad er egentlig det allerstørste tab, når billeder bliver utroværdige? Forsvinder vores selvforståelse og evne til at tage selvstændige beslutninger på et objektivt grundlag? Vi har stadig sproget. Fortællingen, erindringen, erfaringen, historien og samtalen, som gør os til individer, aktører og samfundsborgere. Det er i sproget, vi skal mødes. Et ord er et ord, men det er et billede ikke!