Det er for plat, Lars Bonderup Bjørn
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Lars Bonderup Bjørn véd godt, at Torben Østergaard-Nielsen ikke har ansvaret for forholdene på Nordic Wastes grund i Ølst. Derfor benytter han i sin kronik 31/1 sin stilling som chef i EWII, som også beskæftiger sig med miljøpåvirkende opgaver, til at angribe Østergaard for moralske svigt. Han udskammer Østergaard for at være amatør og stiller politikerne spørgsmålet: »Hvordan kan I have tilladt amatører at forvalte samfundet på så væsentlige områder?«
Han mener ikke, Østergaard er forpligtet til at betale for skaderne, og han er nok heller ikke moralsk forpligtet, »for ingen er forpligtet ud over sine evner«.
EWII’s virksomheder er selv med til at ødelægge miljøet, dels med støj fra vindmøller, som ødelægger tilværelsen for titusinder af mennesker dagligt, slår insekter og fugle ihjel, og dels ødelægger udsynet i naturen. Østergaard driver ikke Nordic Waste, men Bonderup Bjørn driver EWII. Derfor er Bonderup direkte ansvarlig for EWII’s miljøødelæggelser.
Med Bonderups dobbeltmoral er han ikke den rette til at moralisere over Østergaards rolle i sagen eller over hans moralske habitus. Her passer hans eget udsagn fint: »Ingen er forpligtet ud over sine evner.«
»Det er ikke kun plat, men også risikabelt at lege moralsk overdommer – uanset om man er statsminister med hævet pegefinger eller medie, der er ude med en vognfuld hestemøg,« skriver JP i sin leder i dag. Jeg tilføjer: Eller man ikke har sit eget bagland i orden.