Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Danmark må ikke lade sig presse til at stoppe støtten til UNRWA

Der er stadig mange gode grunde til at støtte UNRWA.

Lars KiærBiostatistiker og innovationskonsulent, Herlev
Niels BrinchIt-konsulent og aktivist, Valby

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I et opslag på Facebook lufter udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen sine overvejelser om at trække den danske økonomiske støtte til FN-organet UNRWA, der hjælper palæstinensiske flygtninge i bl.a. Gaza. Den yderste højrefløj forsøger desværre ikke overraskende at presse ham til hurtig handling. Det er dog ikke svært at se, at der er mange gode grunde til at fortsætte støtten, og at disse vejer tungere end de få dårlige argumenter for at trække den.

Den alvorligste konsekvens vil uden tvivl være den humanitære katastrofe, det vil medføre. Befolkningen i Gazastriben sulter lige nu ihjel, og UNRWA er den primære leverandør af humanitær hjælp til de over to millioner internt fordrevne palæstinensere i Gaza. Enhver krone, som Danmark måtte tilbageholde fra UNRWA, vil derfor under de nuværende forhold være direkte korreleret med antallet af kvinder og børn i Gaza, der dør af sult.

Det vil også være i strid med menneskerettighederne, adskillige internationale forpligtelser og ikke mindst de klare ordrer fra verdenssamfundets øverste domstol om at sikre beskyttelse og nødhjælp til civilbefolkningen i Gaza.

Ved at trække støtten til UNRWA vil Lars Løkke Rasmussen og den danske regering dermed gøre sig medskyldige i folkedrab, den mest alvorlige forbrydelse i verden. Dette vil svække verdenssamfundet og udsætte Danmark og vores ledende politikere for juridiske risici og mulige sanktioner, ligesom det ses i andre lande.

Endelig er det tydeligt, at udenrigsministeren vil undergrave sin egen troværdighed, hvis han baserer en af karrierens måske vigtigste beslutninger på tynde anklager fra en direkte part i sagen. Andre regeringers beslutning om at trække støtten til UNRWA har ellers fyldt uforholdsmæssigt meget i mediebilledet de seneste dage. Både sammenlignet med den grusomme virkelighed på landjorden og ikke mindst set i lyset af det løse grundlag, hvorpå disse beslutninger er truffet: De bagvedliggende anklager mod en håndfuld nu afskedigede UNRWA-medarbejdere (svarende til mindre end en halv promille af den samlede stab, dvs. langt mindre end andelen af folketingspolitikere med en faktisk dom) har vist sig at være baseret på endnu ubekræftede påstande frembragt af den notorisk hårdhændede israelske efterretningstjeneste.

FN og EU har begge iværksat en undersøgelse af anklagerne og opretholder deres støtte til UNRWA, indtil undersøgelsen er færdig. Danmark bør følge EU’s eksempel og ikke lade sig presse af hverken USA eller borgerlig opposition til at svigte de palæstinensiske flygtninge.

Hr. udenrigsminister, lad nu ikke Danmark ende på den forkerte side af historien!