Vi er blevet slatne i Vesten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hver dag byder på et bombardement af opfordringer til at støtte snart den ene sag, snart den anden. Og der er gode grunde til at støtte det hele. Men det magter ingen af os. Skal vi støtte Ukraines kamp for overlevelse som nation, skal vi støtte Israels kamp for det samme eller hellere give vores støtte til børnene i Gaza, som uden skyld er ofre for krigen som en konsekvens af Hamas’ terror? Og hvad med et bidrag til Kræftens Bekæmpelse, Læger uden Grænser og Planbørnefonden? Hver eneste dag tilføres en ekstra sjat skyldfølelse til vores trængte samvittighed, fordi vi må sige nej til de fleste anmodninger om at gøre noget eller sende penge.

Og her topper vi så lige med endnu en opfordring: Stå op mod forfølgelsen af kristne i hele verden. I kronikken i JP 17/1 kunne generaldirektøren for Open Doors Denmark påvise, at den globale forfølgelse af kristne har bevæget sig fra slem til værre de seneste år. 80 pct. af verdens forfulgte er kristne. I lande som Nigeria, Yemen og Somalia driver ekstremistiske jihadister klapjagt på kristne og slår dem ihjel, i Pakistan betragtes kristne som andenrangsborgere, og i Nordkorea skønnes det, at mellem 50.000 og 70.000 kristne lige nu sidder i fængsel – alene fordi de bekender sig til kristendommen.

Michael Aastrup Jensen, udenrigsordfører for Venstre, langer i et indlæg i JP især ud efter venstrefløjen i dansk politik for – af ideologiske grunde – fuldstændig at ignorere denne omsiggribende forfølgelse af kristne.

Men alle vi andre folkekirke-kristne skal nu ikke pege for mange fingre ad venstrefløjen, for de fleste fingre peger i retning af os selv.

Den franske historiker, antropolog og sociolog Emmanuel Todd blev verdensberømt på at forudsige Sovjetunionens sammenbrud, 13 år før det skete. Denne evne til at forudsige fremtiden baserede Todd på statistiske beregninger – bl.a. konstaterede han, at spædbørnsdødeligheden var stigende i Sovjetunionen, og det var en af indikatorerne for det forestående sammenbrud.

Nu er Todd på banen igen med bogen ”La Défaite de l’Occident” (”Vestens nederlag”), hvor han forudsiger, at Vesten går sin undergang i møde, og at Vesten (EU, Storbritannien, USA) vil tabe til Orienten, Rusland og andre autokratiske samfund øst for Vesten. Denne konklusion er igen baseret på statistiske fakta som f.eks., at spædbørnsdødeligheden nu er højere i USA end i Rusland og tilsvarende gælder mord- og selvmordsraten.

Men det mest opsigtsvækkende i Todds konklusioner er, at protestantismens tilbagetog i de vestlige lande driver Vesten direkte mod undergangen.

Med Reformationen i starten af 1500-tallet blev protestantismen de kristnes ledetråd i Nordeuropa og i Nordamerika. Der opstod en arbejdsmoral, hvor man skulle være flittig og gøre sit bedste, og hvor en ordentlig kristen stolt fremviste sin tro og værnede om andre kristnes ret til at leve i overensstemmelse med det kristne livssyn.

Det kristne fællesskab gik i brechen for hinanden. Men denne stærke forbundethed er nu – ifølge Todd – gået i opløsning i hele den protestantiske verden. Vesterlændingen er blevet svag og svajende som et siv. Vi står i Vesten tilbage med en slatten form for kristendom, hvor troen er forsvundet ud af bybilledet, hvor alvoren og radikaliteten er taget ud af den. Vi lever nu – stadig ifølge Todd – under devisen, at vi ikke behøver at tro på noget som helst. Denne attitude suger livsmod, vilje og ære ud af nutidens protestanter, så de ikke længere har viljen og modet til at stå op for noget, stå op mod uretfærdighed, stå op mod andre trosretningers særegne værdier eller idéer, stå op mod diktatorers forfølgelse af andre kristne. Og her kommer vi til kort med vores tamme, slappe kristendom over for dedikerede anderledes troende og ateister i Nigeria, Iran, Pakistan, Ægypten, Kina, Rusland – fortsæt selv listen af lande, hvor vore trosfæller forfølges.

Så vidt Todds forudsigelse af Vestens undergang. Nu tilbage til os selv: Folkekirke-danskerne, som vi er flest. Vi har glemt at være lidenskabelige i forhold til troen og de kristne værdier. Vi forsøger at fastholde længslen i os selv efter det åndelige, efter at noget er større end os selv på det strengt personlige, inderlige, private plan. Som det er blevet sagt: Det er mere pinligt at tale om sin tro end at tale om porno.

Denne tilbageholdenhed, blufærdighed og tavshedskultur, når det gælder tro og kirkelig orientering, indebærer en lammende ignorance over for uretfærdigheder mod de mange forfulgte kristne i verden, hvis eneste forsyndelse er, at de – hvad tro og værdier angår – står for præcist det samme som os her i Sorø, Brande, Aarhus og Svendborg.

Kunne man forestille sig, at 10.000 mennesker i København gik ned ad Strøget i protest mod forfølgelserne af verdens kristne med et skilt på brystet, hvor der stod ”Jeg er også kristen!” på linje med ”Jeg er Charlie Hebdo!” – markeringen under protesten mod det islamiske terrorangreb i Paris? Nej, den forestilling ligger ikke ligefor, vel?

Der er et behov for, at vi bryder ud af blufærdigheden, slår en sprække i vor diskrete kristendom og efter bedste evne står op mod forfølgelserne af de andre kristne. Mange af os vil nok mene, at vi er ikke så kristne, at det gør noget. Vi køber ikke ind på hele den kristne tros-pakke. Men udsætter vi os selv for ikke-testen, så står det klart, at vi ikke er muslimer, ikke er jøder, ikke er hinduer. Så lad os være enige om, at vi er kristne. Politikere som udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen, der tydeligt tager afstand fra forfølgelserne af kristne, må hjertens gerne hjælpe os andre med, hvordan vi helt konkret kan stå op mod forfølgerne og hjælpe de forfulgte samt give dem mod til at holde fast i kristendommen.