Prøv at invitere en muslimsk kvinde med tørklæde i morgen-tv – og spørg hende om alt muligt andet end det tørklæde

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Danske borgere med anden etnisk navn møder modstand på arbejdsmarkedet og i jobjagten udelukkende på grund af deres navn og baggrund.

Bekymrende er det, at vi ser en voksende tendens på arbejdspladserne, hvor danskere med minoritetsbaggrund bliver ansat som en indirekte indikator for, at ”her er vi mangfoldige”. Denne kyniske strategi kaldes tokenisme.

Tokensime kan groft kan betegnes som symbolpolitik og beskriver en politik eller praksis, som har det formål at inkludere underrepræsenterede minoritetsgrupper for at få den givne gruppe eller organisation til at fremstå mangfoldige. Og derved altså forsøger at afværge beskyldninger om forskelsbehandling og diskrimination.

Men oprigtig repræsentation indebærer ikke blot at lade en kvinde tale om sit tørklæde og forklare, hvorfor hun ikke føler sig undertrykt.

Repræsentation handler om at invitere en muslimsk kvinde til et ganske almindeligt hr. og fru Danmark-tv-program for at tale om emner, der ikke nødvendigvis vedrører hendes kulturelle baggrund, men i stedet fordi hun har noget interessant at fortælle om på lige fod med enhver anden dansker.

I dag handler repræsentation ofte om at bryde stereotyper, før man bliver anerkendt som repræsentativ. Hvorfor skal overskriften lyde: ”Ung mand med palæstinensisk baggrund fra ghettoområde opnår højeste karakterer på gymnasiet” i stedet for ”ung mand opnår højeste karakterer på gymnasiet”?

Hvorfor skal en minoritetspersons baggrund være en del af overskriften, når det intet har med deres historie at gøre?

Repræsentation er hverken at isolere en person, ej heller idéen om stereotype forestillinger. Oprigtig repræsentation indebærer diversitet og at se og læse om almindelige borgere, som man kan identificere sig med, uden at deres etniske baggrund nødvendigvis er i centrum.

Vi skal lære at lade mennesker stå for at repræsentere sig selv. Vi lever i en tid, hvor brands og sociale medier er med til at skabe et billede af virkeligheden, og deres magtposition misbruges til at definere en fabrikeret sandhed.

Den ”moderne muslimske” kvinde defineres af Instagram-effekten samt modeindustrien. Her portrætteres den frie moderne muslimske kvinde oftest med et ensartet udseende, nemlig turban eller løstsiddende tørklæde samt stramt tøj, hvilket er langt fra sandheden for de fleste muslimske kvinder.

Hvor er den unge talentfulde businesskvinde, der går med khimar? Eller den højtuddannede forsker med abaya? De muslimske kvinder fortsætter med at blive underrepræsenteret.

Jeg tør vove at påstå, at danskere med minoritetsbaggrund føler sig positivt og oprigtigt repræsenteret, når de ser en talentfuld deltager med samme baggrund som deres egen i ”Den Store Bagedyst” eller ”Nybyggerne”.

Som Nibras Aziz fortalte om i ”Go’Morgen Danmark” efter sin sejr i ”Nybyggerne”, har børn lagt mærke til, at der pludselig er »nogen, der ligner os« på tv. Det er et skridt i den gode retning og på samme tid et vidnesbyrd om mange års manglende repræsentation.

Det enkelte menneske kan og bør ikke stå alene og repræsentere en hel minoritetsgruppe. Snarere bør vi til enhver tid antage, at mens en minoritetsgruppe har en række ligheder, har de på samme vis forskelligheder. Der er altså nødt til at være repræsentation fra den ene yderpol til den anden, og kun sådan kan vi realistisk set repræsentere den danske befolkning.

Lad os sætte en stopper for tokenismen og i stedet begynde at inkludere alle danskere oprigtigt og ærligt. Nationale nyhedsmedier, virksomheder og andre magthavere skal cutte deres indirekte og direkte bidrag til den voksende diskriminerende diskurs og i stedet inkludere danskere som dem, de er og ønsker at være.