Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Efter vi havde stemt på hende, hørte sønderjyderne aldrig mere til Vermund

Hvad har folketingsmedlemmet fra Nordsjælland Pernille Vermund egentlig udrettet for sønderjyderne?

Gunnar HattesenRedaktør, Gråsten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I 2015 blev Nye Borgerlige stiftet for at ”drille” Dansk Folkeparti. Og som en del af den plan blev Pernille Vermund opstillet i alle kredse i Sydjyllands Storkreds. Så stod hun nemlig øverst på stemmesedlen i hele storkredsen og kunne dermed genere DF’s leder, Kristian Thulesen Dahl, mest. Og det lykkedes.

Men nu er Nye Borgerlige nedsmeltet, og Pernille Vermund har meddelt, at hun – vupti – repræsenterer Liberal Alliance og alt medfølgende tankegods. Inklusive medlemskab af EU og et mildere syn på indvandrere. Endvidere er det blevet meddelt, at Pernille Vermund igen agter at stille op i Sydjyllands Storkreds – næste gang for LA.

Pernille Vermund har stort set været usynlig i Sønderjylland og debatten om vores landsdel. Hvad har hun markeret sig med i forhold til sønderjyderne? Har hun haft visioner for vores unge og uddannelsessystemet? Har hun ytret holdninger til det grænseoverskridende samarbejde? Har hun vist initiativer på turismeområdet? Har hun forslag til en udbygning af vores infrastruktur? Eller en løsning på de ringe tog- og busforbindelser, som dagligt plager indbyggerne i både små og større byer?

Pernille Vermund har vist, at hun gerne vil drille, men vælgerne i vores landsdel bliver først for alvor taget ved næsen, hvis de sætter deres kryds ved hendes navn på listen.

Mit råd til vælgerne i Sydjyllands Storkreds skal være: Stem på folketingskandidater, som enten er ægte sønderjyder, eller som viser en oprigtig interesse i at varetage Syd- og Sønderjyllands interesser. Fald ikke for kendis-effekten, men sats på dem, der yder en god, stabil og oprigtig indsats.