Mellemøsten tager os som gidsler i sine egne konflikter

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Mellemøsten er – med al respekt for rig historie, kultur og gastronomi – lige så specielt som navnet. Uden olie havde det været fattigt som Afrika, eneste anden region med stor befolkningsvækst. Uden olie og Israel havde det passet sig selv. Uden islams betydning havde de vidt forskellige lande ikke udgjort nogen region.

Men da man nu har alt det, giver kombinationen en asymmetrisk magt til at påvirke resten af verden, hvad Gazakrigen har sat på spidsen.

Islam er en enkel religion: Man følger profetens regler for et ordentligt liv mod belønning hinsides. På tværs af politisk splittelse formår den at samle verdens muslimer, hvis kerneområde er Stormellemøsten fra Marokko til Pakistan med en lille milliard mennesker.

Modsat Nassers og Ghaddafis forgæves forsøg på at samle de ensartede arabiske lande. Den Arabiske Liga har, til forskel fra andre regioner, ikke gennemført noget fælles af betydning. Men Den Muslimske Samarbejdsorganisation har med 57 medlemslande fået international betydning, hvad Danmark fik at føle med profettegninger og koranafbrændinger.

Ifølge islam bør muslimerne have én åndelig og verdslig leder, kaliffen, som i Bagdad for 1.000 år siden. En sådan har der, til de rettroendes skuffelse, ikke været siden det tyrkiske imperiums fald efter Første Verdenskrig. Han blev afsat og til deres vrede afløst af Atatürks modernisering efter vestligt forbillede.

Efter Anden Verdenskrig blev de muslimske lande opfattet som ulande, der ifølge FN’s udviklingsprogram stadig præges af mangelfuld uddannelse, ligestilling og civilsamfund. Fordums storhed, hvor arabiske og tyrkiske riger truede Europa, byggede på militær magt, handel og slavehold. Sådanne samfund blev overhalet af en moderne udvikling i Vesten, som man ikke søgte at få del i.

Deres ledere ville modernisere efter vestlig eller sovjetisk model. Bortset fra olielande som Saudi-Arabien, hvor rigdom blev brugt til infrastruktur, overklasseluksus og velfærd for befolkningen – samt som helligt hjemsted for Mekka og Medina til konservativ muslimsk mission.

Politisk kultur var og er autoritær og fragmenteret. Mellem diktatur og sharia-lov er det vigtige familie og slægt/klan. Myndigheder bøjer man sig for, hvis man ikke kan smyge sig udenom. Med trange kår for demokratisk debat præges folkelig politik af vrede og karisma.

Diktatorer moderniserede en del og undertrykte islamistisk utilfredshed, som blev styrket med Israels oprettelse og senere besættelse af rest-Palæstina. Oliestater demonstrerede deres økonomiske magt med embargo og prisstigninger. Men i 1979 blev shia-præstestyre indført i Iran, og i Afghanistan startede mange års krig, som fik bevæbnet og radikaliseret sunni-islamismen, der gik efter magten og påvirkede den almindelige kulturmuslim mod mere fromhed og intolerance.

Frem til nederlaget i 2018 for Islamisk Stats kalifat var arabiske lande præget af islamistiske oprør, mens en mindre religiøs ungdom ikke fik indført demokrati. Vesten blev involveret som terrormål, og da det fejlagtigt mente at kunne styre udviklingen i Afghanistan og Irak med militær magt. Og ved, at en voksende muslimsk minoritet i Europa mest holdt sig for sig selv og forblev mere tro mod religiøse og kulturelle normer end hjemlandene. I delvis opposition til omgivende samfund.

Da IS var besejret, tegnede fremtiden sig mere fredelig i arabiske lande udfordret af overbefolkning og klimasårbarhed. Regimer var indstillet på samarbejde med Vesten for at tiltrække investeringer og på normalisering af forholdet til Israel trods dets blokering af en tostatsløsning. Man var trætte af Hamas, den tilbageværende del af Det Muslimske Broderskab.

Selv i Saudi-Arabien blev religiøs ortodoksi skubbet til side for en modernisering, der skulle ruste til en fremtid uden olie. Som udtryk for, hvor kompleks mellemøstlig politik er, forener Qatar det rige og moderne med ortodoksi og støtte til Hamas, hvad der giver dem en niche som ”alles ven”.

Men i Stormellemøsten vandt statslig islamisme frem. Iran opbyggede, trods indre problemer og blokade, atomar kapacitet og stærke shia-militser i Irak, Libanon og Yemen samt allierede sig med Hamas, trods trosforskelle. Det sekulære Tyrkiet blev gen-islamiseret fra 2002 under Erdogan, ”den nye kalif”. Han har som en, i Vesten overset, triumf erobret det armenske Nagorno Karabakh. Taliban vandt i Afghanistan. Hvortil kommer ikke-statslig sunni-islamismes fremgang i Afrika.

Udsigten til, at palæstinenserne blev glemt, førte Hamas til et brutalt og ydmygende terrorangreb for at sikre et hårdt nok israelsk svar til at skabe sympati og vrede, for at den arabiske gade ville tvinge regeringer til at indstille normalisering.

Det er dog en streg i regningen for Hamas, at Hizbollah ikke har angrebet Israel fuldt ud. Måske fordi Iran ikke vil risikere et israelsk angreb for at forpurre dets udvikling af a-våben i ly af krigen.

Gazakrigen blev en ny ”asymmetrisk verdenskrig”, hvor terror, gidseltagning og benægtende spin gør svaghed stærk. Hamas bruger gidsler til forhandling og holder Gazas befolkning som gidsel i krigen, på lignende vis som Hizbollah holder Libanon og Houti Yemen, hvorfra international skibsfart gøres til gidsel i konflikten. FN’s organisation for palæstinensiske flygtninge forsyner et Gaza under Hamas-kontrol, også under krigen.

I et større billede kan Iran siges at bruge Hamas m.fl. som dække for sin udvikling af a-våben. Europæiske regeringer er forsigtige med at udtrykke støtte til Israel for, som Lars Løkke siger, ikke at udfordre sammenhængen i samfundet. En voksende muslimsk befolkningsandel har, støttet af de venstreliberale, erobret også den europæiske gade med krav om en varig våbenhvile, der vil være en sejr for Hamas. Regeringer frygter ny terror, herunder mod jøder.

I det helt store perspektiv er Vesten og dets økonomi gidsel for mellemøstlig politik. Rusland og Kina bruger Gazakrigen til at isolere det fra resten.

Vejen mod en mulig normalisering af Mellemøsten går over fred mellem Israel og palæstinenserne! Det ville kræve israelsk de facto-accept af to stater og afgivelse af bosættelser. Hvilket næppe sker med Netanyahu ved roret, eller før USA’s præsidentvalg er overstået.

Det sandsynlige er, at krigen fortsætter, til Hamas er nedkæmpet militært – og Iran har fået a-våben, hvad Saudi-Arabien i så fald også får om nogle år. En anden mulighed er et israelsk angreb på Iran for at forhindre, at det får a-våben. Det ville føre til fuld krig med Hizbollah, måske væbnet opstand på Vestbredden og endnu mere spænding.

I den bedste af alle verdener kan nye regeringer i USA og Israel føre i retning af den fred og afspænding, som de fleste trods alt ønsker.

Europa kan ikke gøre meget til eller fra. Andet end at frigøre sig fra gidselrollen ved at reducere sin afhængighed af Mellemøstens olie og gas, bremse indvandring derfra, turde markere effektivt for muslimske mindretal, at de skal følge demokratiets regler og bekæmpe voksende kriminalitet blandt dem.

Hvilket kræver, at der gøres noget ved den grønne omstilling, samt interesse for fred med Rusland frem for mere udsigtsløs krig på Ukraines bekostning.

Det var vel også det, vi ville i Europa, men måske er kommet til at glemme undervejs?