Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Dårlig hygiejne på hospitaler gør det livsfarligt at være der

Det er ikke rimeligt at forsøge at sende bakterie-aben videre til svinestaldene, når hospitalerne selv er de største syndere, når det gælder hygiejne.

Jan BuchSpeciallæge i hjertesygdomme og intern medicin, Frederiksberg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Overforbrug af antibiotika i vore svinestalde påstås at slå utallige mennesker ihjel på grund af resistensudvikling hos bakterierne.

Mig bekendt er der næsten ingen svære infektioner hos mennesker, der kan tilbageføres til vore svinestalde. Jeg vil dog gerne belæres om det, hvis vore ”eksperter” har bevis for det.

Det er imidlertid dejligt for vore politikere og involverede ”eksperter” at have en prügelknabe, som aldrig ville drømme om at stemme på dem alligevel.

Hvem er da den dominerende synder, når det gælder farlige infektioner? I forbindelse med pandemien blev det klart, at det store problem var manglende hygiejne på vore plejehjem.

Mere permanent og derfor mere alvorligt er vore hospitaler. Der er nok 100.000 hospitalsinfektioner årligt i Danmark, og mindst 3.000 dør årligt af dem.

Det er samme størrelsesorden af dødsfald, som da corona-epidemien var værst, men det her forekommer hvert år. Det kommer ikke på forsiderne af aviserne eller i nyhederne på tv.

Ifølge ECDC (European Center for Disease Control) koster hospitalsinfektioner europæerne årligt 2.500.000 leveår, hvor folk enten dør eller må leve med nedsat livskvalitet. Det medfører store personlige lidelser og er en stor unødig belastning økonomisk og personalemæssigt for hospitalsvæsnet. Bedre håndhygiejne er langtfra nok.

De farligste steder på hospitalerne er nok operationsstuer, intensivafdelinger og afdelinger med særligt sårbare patienter som f.eks. cancerpatienter. Hvor tit kommer man der rundt i krogene og poder for farlige bakterier, så lokalerne kan desinficeres omhyggeligt, før de tages i brug igen?

I øvrigt er der jo ikke kun farlige bakterier, men desværre også svampe, som vi ser det for tiden på Rigshospitalet i København. Flere af de nye ”supersygehuse” er allerede plaget af skimmelsvamp på grund af dårlig byggekvalitet.

Mangelfuld hospitalshygiejne har i årevis været et stort problem. Min egen hustru er et af ofrene. Hun kom på Bispebjerg Hospital med en brækket skulder, hvor hun ved operationen blev inficeret med en af hospitalets værste bakterier.

Efter alle mulige fejl og komplikationer er hun blevet totalt invalideret både fysisk og mentalt.

Det har ødelagt hendes liv og indirekte også mit. Hvis jeg ikke kunne passe hende i døgndrift, måtte hun på plejehjem.

Sundhedsvæsnet må vågne op, tage ansvaret og gøre noget ved det. Det er ikke rimeligt at forsøge at sende aben videre til svinestaldene, når hospitalerne selv er svinske og de største syndere.

Man skal have et godt helbred, hvis man har behov for at komme på hospitalet.