Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Vær stolt af dit fag: Lærlingene skal frem i rampelyset

Vi vinder ikke unges hjerter med nyt udstyr og flotte institutioner. Men derimod igennem bred anerkendelse af godt håndværk.

Carl Emil LindTalsmand, Lærlingeoprøret

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

2024 skal være året, hvor lærlingene og elever sætter dagsordenen. I 2023 blev der lovet kæmpe investeringer til erhvervsuddannelserne – hele 900 mio. kr. om året!

Det er på tide, at vi ser mere end ord. Selv dronningen sætter i sin nytårstale ord på glæden ved faglig stolthed over godt håndværk. Vinduet for at omsætte skåltaler til konkret handling har aldrig været mere åbent.

I Lærlingeoprøret har vi ikke kun kæmpet med næb og kløer for flere ressourcer. Nej, vi har også taget kampen op mod uddannelsessnobberiet i jagten på mere anerkendelse af vores fag og faglighed. For manglen på faglærte løses ikke alene med penge; vi skal skabe en kulturændring! Det kræver handling og opbakning fra alle sider.

Vi vinder ikke unges hjerter med nyt udstyr og flotte institutioner. Men derimod igennem bred anerkendelse af godt håndværk og stoltheden ved at gøre en konkret forskel gennem sit fag. Her er fem konkrete forslag til, hvordan vi kan sætte skub i udviklingen:

Styrk den faglige stolthed på skolerne: Lad os fokusere mere på den unikke identitet og stolthed, der følger med hver enkelt uddannelse. TEC, ZBC, TECH og NEXT er eksempler på organisationer, der er vokset sig så store, at vi skal sikre, at den enkelte uddannelses identitet ikke går tabt i bureaukrati. Stoltheden og glæden ligger i det fag, man vælger – ikke institutionen.

Stop diskrimination af lærlinge og elever på erhvervsuddannelserne: Det er uretfærdigt, at lærlinge og elever ikke kan bo billigt i storbyerne, bruge ungdomskort og få studierabatter, ligesom de, der går den boglige vej, kan. Flere kollegier i København har som krav til optagelse, at man skal gå på en universitetsuddannelse.

Hvis du er i lære, skal du betale 642 kr. for et månedskort til offentlig transport. Prisen er 405 kr. for jævnaldrende gymnasieelever. Og sidst, men ikke mindst, skal vi hanke op i uddannelsesorganisationer såvel som erhvervsliv og få skabt samme kultur for studierabatter og studiekort for alle lærlinge og elever på erhvervsskolerne, som der er for alle, der har deres dagligdag på universiteterne.

Indfør et lærlingefradrag nu: Skattefar skal tage færre mønter op af lommerne på danske lærlinge og elever; vi skal have et lærlingefradrag i Danmark. Det er kun fair, at der er en økonomisk gevinst ved at tage de uddannelser, som giver job, som arbejdsmarkedet efterspørger, og som er altafgørende for, at vi kommer i mål med den grønne omstilling.

Opgør med den grove tone: ”Mongol”, ”slapsvans” og ”idiot” ville du aldrig høre en gymnasielærer råbe af en elev, fordi der i blækregningen blev sat to streger under et forkert resultat. På samme måde skal vi ikke finde os i, at det bliver sagt til kokkelærlinge i køkkenet eller tømrerlærlingen på taget. Det burde være åbenlyst.

Svende skal behandle lærlinge og elever med respekt. Det handler ikke om at pakke os ind i vat, men tiden er rendt fra overfusninger på lærepladsen. Vi skal sætte en stopper for den grove tone på praktikstederne og lærepladserne. Fløjlshandskerne må af.

Det skal være lige så sjovt at tage en eud som en stx: Mange vælger gymnasiet på grund af fester, fredagsbarer, klimaudvalg osv. Kulturen på erhvervsuddannelserne skal have et markant løft. Både undervejs i uddannelsen, og særligt når man står med sit svendebrev og uddannelsesbevis, skal man fejres ordentligt. Der skal afholdes langt flere svendegilder i Danmark. Det er ikke kun studenterne rundtom i landet, der fortjener samfundets og mediernes hyldest.

2024 er året, hvor lærlingene og elever skal tage styringen og sikre, at vores behov og ønsker bliver hørt og imødekommet. Lad os gøre det til et år, hvor lærlingene og elever virkelig får den opmærksomhed, de fortjener. I Lærlingeoprøret er vi stolte af os selv og vores fag. Det er på tide, at resten af samfundet viser, at det er lige så stolte, som vi selv er.