Julen er en livsnødvendig fortælling

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

”Jeg tager dig på ordet,” siger man. Med et sådant udsagn markerer man, at man tror, at der er en given virkelighed i de ord, den anden udsiger. Sådan kan sproget have og få en betydning. Nogle gange er det uden risiko, fordi man kender den anden og ved, at der er en substans i det, han eller hun siger. Andre gange er det risikabelt, fordi man ikke kender den anden og derfor ikke ved, om der så også er hold i det, han eller hun siger.

Der er politikere, der hævder, at de krav, de stiller for at indgå i et forlig, står ved magt og til troende. Forstået sådan, at de skal indfries, hvis man skal skrive under.

Men det bliver nu ikke altid, som de siger, især ikke, når en ministerbil står og venter, og i alt fald skal man ikke altid tage dem på ordet. For ordet på Christiansborg har ikke altid den gyldighed, som sproget fordrer. Sådan er det i den brogede verden. Ordene har ikke her altid den værdi, som sproget oprindeligt giver dem, og det at tage den anden på ordet kan blive en temmelig tvivlsom affære.

Det kan være en af grundene til, at så mange danskere søger kirken i julen. For ud over hyggen, stemningen og de gamle salmer lyttes der til en fortælling, der i modsætning til hvad der er virkeligheden udenfor, står til troende. Vi kommer i det gamle hus, fordi vi tror, at ordet, der bliver talt i huset, har den betydning, det udsiger, og at der er en given virkelighed bag det alt sammen.

Derfor tager vi evangelisten Lukas på ordet, når han fortæller, at kærlighedens magtesløse magt er kommet til verden i skikkelse af et lille forsvarsløst barn, og at verden ikke siden har været den samme. Den fortælling fortæller og genfortæller vi hen over julen på forskellig måde, nogle gange mere folkeligt end kristeligt, men i bund og grund er markeringerne og udtrykkene med til at vise os selv og andre, at denne livsnødvendige kristne grundfortælling om kærlighedens magtesløse magt er trængt ind og i århundreder har været med til at forme landet, som vi kender det.

Det er dog en virkelighed uden for huset, at denne fortælling er truet, fordi en dominerende lighedsideologi plæderer for, at symboler, der refererer til den kristne grundfortælling, ikke hører hjemme i det offentlige rum, og at man i det hele taget skal tage meget mere hensyn til de religiøse mindretal, der også er i landet.

En sådan lighedsideologi skal bekæmpes, og den kamp tager den nyudnævnte kirkeminister, Morten Dahlin, gerne. I et interview i forbindelse med udnævnelsen sagde Dahlin det med al tydelighed, at han for at fremme den kristne grundfortælling vil arbejde på bl.a. at stække en påstået religiøs dominans, der har sin baggrund i islam. At skabe gode kulturelle og politiske betingelser for udbredelsen af den kristne grundfortælling hører vel til en kirkeministers arbejdsområde, men det skal dog siges, at det at komme den kristne grundfortælling til livs ikke er fostret hos herboende muslimer.

Det ligger længere tilbage i vores kulturhistorie. Georg Brandes (1842-1927), der kæmpede sin egen indædte kulturkamp mod borgerlige autoriteter og normer i skole, kirke, familie og dagligliv baseret i kristendommen, og som er en af foregangsmændene for det, vi bredt forstået kalder kulturradikalismen, skrev i sin tid i Politiken: »Hvad man ikke gerne vedkender sig højt, det vedkender jeg mig her: Det mest levende had til kristendommen. Jeg hader kristendommen ind til marven af mine ben.« Tanken om at komme den kristne grundfortælling til livs er således fostret længe før et religiøst mindretal med baggrund i islam blev kendt, og den markerer sig i dag ved, at de kristne symboler ikke hører til i de offentlige rum. For ingen symboler har forrang for andre.

Udenfor i den brogede verden og i de offentlige rum møder vi dagligt mennesker, der med sig har en anden religiøs kultur. Med grundloven har de samme mennesker og familier lov til at udøve deres religion. Fred være med dem og det, så længe også de anerkender grundloven som det bærende i det fællesskab, som også de nyder godt af.

Den tolerance og den omsorg, der i velfærdssamfundet også kommer dem til del, har dybest set at gøre med, at vi som folk i århundreder har vedkendt os kristendommen og den kristne kulturarv. Den er og bliver syldstenen i vort demokrati og velfærdssamfund, og derfor skal vi forsage lighedsideologien som den nye religion, hvor alt er blevet lige gyldigt og dermed ligegyldigt. For det er, som Villy Sørensen sagde det engang, at de farligste religioner er dem, hvor man tror, at Gud ikke findes.

Vi skal fejre og markere julen, som vi har gjort i århundreder, og mange danskere kommer hen over julen i huset, der blev rejst for netop at huse fortællingen om en glæde, som skulle være for hele folket, og at kærligheden, barmhjertigheden, tilgivelsen, som den tog skikkelse i Kristus, har fundet bolig også blandt os.

Jeg ved godt, at religionshistorikere fodrer skeptikeren med, at en sådan fortælling ikke er unik for kristendommen. At guddommen besøger den af mennesker befolkede jord og for en stund tager del i menneskers glæder og sorger, har været fortalt og lever videre i andre religioner verden over. Vi kender det fra den græske og romerske gudeverden, hvorfra vi har hentet en række fortællinger. Men det afgørende i vores fortælling er, at med Jesus Kristus er der hændt noget fundamentalt anderledes og nyt.

Næppe nogen herhjemme har beskrevet det så meningsfyldt, som Martin A. Hansen gjorde det i bogen ”Orm og Tyr” (1952), der handler om trosskiftet i Danmark omkring år 1000. »Guder har besøgt mennesker før, levet hos dem, de er døde, de er stået op før. Nu valgte Gud ikke blot for en stund menneskeskikkelsen, men menneskeskæbnen. For gudernes evige gentagelse valgte Gud nu selv at eje menneskeskæbnens ulykkelige: Én eneste gang.«

Johannes, evangelisten, siger det i sin fortælling på sin helt egen måde. »Og ordet blev kød og tog bolig iblandt os.« At ordet blev kød, betyder, at det blev levet liv. Og at ordet tog bolig blandt os, betyder, at vi er forpligtet på det ord i vores levede liv og hverdag. At hos os og gennem os skal denne livsnødvendige fortælling leve videre. Også og især i det offentlige rum.

Og så ved vi jo fra kirkehistorien, at det ikke er noget nyt at forsøge at holde dette grænsesprængende budskab ude fra det offentlige rum. Vi ved, at da det forvoksede Jesusbarn ikke længere ville blive i svøbet, men selv begyndte at udbrede budskabet, især til dem, der ikke var værdige til at høre det og modtage det, forsøgte magten atter at svøbe ham ind og holde ham fast. Og for at ingen skulle være i tvivl om, at de mente det alvorligt, naglede de ham fast til et kors. Færdig med ham. Hans mor og hans venner lagde ham i en grav, og magten rullede en stor sten for for at være sikre på, at han nu også blev dér. Men troens fortælling ved, at han sprængte graven, sprængte de snævre rammer, og lyset brød atter frem for aldrig siden at blive slukket.

Den fortælling skal fortælles for dem, som ikke oprindeligt hører til i den danske tradition, men som er blandt os. For dem på bunden, de ensomme og de forladte, skal du genfortælle denne livsnødvendige fortælling. Til den, der ikke har fortjent det, skal du bringe et tilgivende ord. Til den fremmede, som ikke kender fortællingen om Kristus, skal du gå og bringe godt nyt. For den glæde, der julenat blev født ind i verden, var og blev for alle. Der var andre, der før os turde tage Vorherre på Ordet og sikrede det et hjemsted i kirken. Tak til dem. Derfor kan vi fortsat fejre jul.