Hykleriet er fuldbyrdet
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
For ca. fem måneder siden beskrev jeg i disse spalter, hvorledes Venstre ikke blot havde overtaget Socialdemokratiets politik, men også Socialdemokratiets personale- og rekrutteringspolitik. Ligeledes fremførte jeg, at hvis Venstres daværende politiske ordfører, Morten Dahlin, kunne fastholde stilen som Komiske Ali – ja, så ville der på et tidspunkt også rulle en ministerbil op foran hans bopæl.
Fem måneder er lang tid i dansk politik, og i den mellemliggende periode er den såkaldte FE-sag kollapset med et brag; en kæmpe maveplasker på anklagemyndigheden og ikke mindst regeringen. Men min profeti gik alligevel i opfyldelse hurtigere end forventet!
For halvandet år siden tæppebombede Venstre den daværende S-regering med 45 spørgsmål i FE-sagen, og den daværende politiske ordfører, Sophie Løhde, tordnede: »Vi vil ganske enkelt ikke finde os i den lukkethed og magtfuldkommenhed.«
Morten Dahlin, der senere efterfulgte Sophie Løhde som politisk ordfører, skruede også godt op for retorikken, da han i en Venstre-video optaget på Christiansborg med ordene »vil du stadigvæk kæmpe for retsstaten – eller lokker ministerbilerne?« revsede Sofie Carsten Nielsen og Det Radikale Venstre for deres ageren i minksagen. Nu sidder både Sophie Løhde og Morten Dahlin på skødet af Mette Frederiksen – hykleriet er fuldbyrdet.