Jo færre teateranmeldere, jo mindre udbytte af samfundets investering i teatrene

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Strømmen af offentlige kroner, som Kulturministeriet fordeler ud i det danske samfund, er en kompliceret størrelse. Her vil jeg således blot fokusere på to specifikke og relativt simple dele af denne pengestrøm.

Det gælder for det første den omstændighed, at vi som samfund har valgt at uddele midler til danske teatre. Det har vi gjort, fordi vi har tiltro til, at scenekunst – såvel som andre former for kunst og kultur – rummer en reel samfundsmæssig værdi for borgerne.

Vi har italesat denne værdi som ”den almene dannelse”, men med lidt mere konkrete termer handler det om, at scenekunsten med sine dramatiske fortællinger giver os mulighed for at forstå os selv, hinanden og verden lidt bedre. Så vi bedre kan bearbejde vores følelser, fordomme og forvandlinger, hvilket både er godt for sjælen hos hver enkelt af os og for folkesjælen.

Når teatre gennem efterhånden mange årtier er blevet tildelt offentlige midler, skyldes det dermed denne fælles forståelse af, at scenekunsten samlet set skaber værdi for samfundet ved at påvirke borgerne i det i en ønskværdig retning.

Det andet aspekt, jeg her vil fokusere på, er den omstændighed, at vi som samfund har valgt at uddele midler til de publicistiske medier. Aktuelt sker det som en del af Medieaftalen for 2022-2025, som bærer den meget ligefremme undertitel: Den demokratiske samtale skal styrkes.

Som en af de ældste bestående kunstformer har teatret nydt godt af, at danske medier har prioriteret at have teateranmeldere på lønningslisten gennem århundreder. Faktisk kan vi gå helt tilbage til 1770’erne for at finde Danmarks første formelle teaterkritiker, Peder Rosenstand-Goiske, som anmeldte Det Kgl. Teaters repertoire i det månedlige tidsskrift Den dramatiske Journal.

Der har således været udbredt enighed om, at teaterkritik – såvel som andre former for anmelderi – bør være en væsentlig del af den frie, demokratiske og folkeoplysende samtale, som de publicistiske medier har faciliteret i alle disse år. En overgang har man som menig dansk borger nok endda taget det for givet, at man kunne læse kyndige anmeldelser i dagbladene.

Nu er vi imidlertid nået til et punkt, hvor man afgjort ikke kan tage anmeldelsernes plads i dagbladene for givet. Med Jyllands-Postens udmelding om, at de fra det nye år ikke længere vil have teaterkritik i avisen, har vi nemlig set det første gravalvorlige tegn på, at den professionelle teateranmelders dage er talte.

Set fra et simpelt publikumsmæssigt perspektiv er det selvfølgelig trist for de danske teatre. Især dem i Jylland og på Fyn, der med Jyllands-Postens beslutning og sin geografiske afstand til hovedstaden vil få endnu sværere ved at få kritikere placeret i salen.

Det helt store regnestykke, der pludselig falder fra hinanden, er imidlertid det, der handler om tildelingen af de eftertragtede offentlige kroner.

Hvis vi på den ene side investerer i teatrene, fordi det, de producerer, har en stor demokratisk værdi, og vi samtidig investerer i medierne, fordi de skal facilitere den demokratiske samtale – ja, så ryger kæden af, når medierne begynder at afskedige præcis de personer, der skal facilitere den demokratiske samtale om scenekunsten.

Teateranmeldere formidler nemlig ikke blot en given forestilling, så flere hører om den og potentielt får lyst til at se den. Det er også disse fageksperter, der bidrager med den kritiske stillingtagen og oplysende perspektivering, som sætter den pågældende forestilling i kontekst af det øvrige udbud på markedet her og nu – såvel som teaterhistorien i bred forstand.

Så med hver afskedigelse af en professionel teateranmelder nærmer vi os en situation, hvor vi som samfund ganske vist investerer i scenekunsten – samtidig med at vi skærer det led fra, som sikrer os det størst mulige udbytte af denne investering.