Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Kald en spade for en spade. Og døden for døden

Min far levede det meste af sit liv i Afrika, men blev placeret på et trist plejehjem på Vestsjælland, da han fik Alzheimers. Værdigt? Aldrig i livet.

Lotte Kjær GuldCand.mag.psyk./freelancejournalist, København

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Et busstoppested med en bænk, hvor man kan sidde og vente på bussen, der aldrig kommer, er hverdagen på flere danske plejehjem. Det er nok det ultimativt mest deprimerende check-out-scenarie, man kan forestille sig.

Det er åbenbart en installation, der har medført stor succes på flere af Danmarks plejehjem for demente, fordi det forhindrer beboerne i at stikke af fra dødens forgård.

Det værste er ikke selve installationen, det er det, at det er blevet en samfundsmæssig acceptabel mainstreamløsning, at hverken plejehjemsledelse, ansatte og sågar pårørende ikke kan se det afgrundsdybe menneskefjendtlige i at placere mennesker på livets endestation ved et busstoppested til en bus, der aldrig kommer.

At man kun har et pragmatisk blik for det smarte i, at samfundet ikke skal bruge hænder på at indfange de deserterede demente, der med deres allersidste drivkraft udtrykker deres frie vilje til det sidste kapitel i livet! Der er sgu da ingen, der vil sidde ved et fiktivt busstoppested med et ben i graven; det kan ikke være mere dehumaniserende og uværdigt.

Hvis det ikke er indlysende for selv den mest lavpraktiske pragmatiker, er det i sig selv et kæmpe vink med en busvognstang, at vi som gamle skal behandles og stimuleres som værdige mennesker, selv om vi ikke kan huske fra næse til mund, for der kommer ikke en sporvogn og en pige til.

Holdningen fra fagfolk og pårørende med hukommelsen intakt er, at de demente alligevel ikke kan huske, hverken hvad de venter på eller det, der aldrig kommer. Hvad er det for et begrænset menneskesyn? Består vi da kun af en hjerne og en hukommelse? Hvad med sind, sjæl og værdier? Udslettes det, fordi man ikke kan huske, hvad ens børnebørn hedder, eller om man har kogt kartoflerne tre gange? Skal man så udsættes for kulturel narrefisse ved livets sidste udgang?

Reelt set kunne det pragmatiske plejehjem lige så godt erstatte busstoppestedet med en kiste med et skilt, hvor der står ”endestation”. Gamle Gerda kunne lægge sig op i kisten og forberede sig på den sidste rejse, for det er jo det, det handler om, når man er havnet på et dansk plejehjem, at blive medicineret og vente på døden.

Det er bedre at kalde en spade for en spade, at kalde døden for døden, hvor en sosu, en pårørende eller en præst kunne sætte sig på kanten af kisten og snakke med Gerda om transitionen fra den ene verden til den næste.

Plejehjemmene bruger som argument, at når Gerda med ble har sat sig for at vente ved busstoppestedet, kan de få en sludder med hende om savnet om at komme hjem. Problemet er bare, at det gør de jo ikke, for de varme hænder er blevet kolde.

Min far havde Alzheimers og blev sat på et plejehjem med en totempæl i baghaven, et trist sted på Vestsjælland. Han gjorde alt det oprør, han kunne, stod med tasken pakket ved udgangen hver dag, og havde der været et busstoppested, havde han nok sparket det ned. Som om HT er en internaliseret del af den danske folkesjæl.

Han havde levet det meste af sit liv i Afrika og kørt Range Rovers og pickuptrucks og insisterede på at være fri til det sidste. De lagde batteridrevne tøjdyr i skødet på ham, som han kunne ae.

Min far kunne måske ikke huske sit eget navn, men han kunne godt huske følelsen af værdighed. Han havde haft vilde dyr til at drikke af vandhullet i sin afrikanske have, så da de mjavende, syntetiske tøjdyr blev ham en tand for fornedrende, tog han en brødkniv og truede det pseudo-omsorgsfulde personale, hvorefter han blev sendt til et nyt plejehjem.

Der fik de endelig skovlen under ham og medicinerede ham så hårdt, at han var uigenkendelig og ikke kunne andet end at vente på at dø.

I stedet for dette institutionelle aktive livsmord ville det være mere værdigt at hjælpe de demente ud af deres eksistentielle limbo. De kunne bruge den sidste tid på plejehjemmet meget mere pragmatisk og samfundsbesparende ved at udøve en slags kollektiv aktiv dødshjælp. Man kunne indrette skydebaner på plejehjemmene, hvor de gamle kunne bruge ventetiden på at udvikle deres skydeevner, så i stedet for ventetiden ved det fiktive busstoppested kunne man gøre kort proces og få de gamle til at skyde hinanden. Ville det ikke være super praktisk?