Jeg fik ret: FE-sagen er århundredets skandale

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Spionchefen Lars Findsen og den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har været de centrale skikkelser i FE-skandalen. Højesterets kendelser fra sidste uge har med syvtommersøm understreget det ved at underkende PET, anklagemyndigheden og regeringstoppens elendige sagsbehandling, og i modsætning til anklagemyndigheden, byret og landsret bestemte, at sagen kunne føres for delvis åbne døre.

Det var en understregning af, hvad jeg fra dag ét har sagt: Vi står over for århundredes rets- og sikkerhedsmæssige skandale, hvor efterretningstjenesternes, anklagemyndighedens og regeringstoppens mildt sagt hysteriske holdning til det “hemmelige” i sagskomplekset har opført sig som en forvildet elefant i en glasbutik. Jeg kan her ikke lade være med at tænke på et citat fra den frygtede, legendariske chef for FBI, J. Edgar Hoover: »80 pct. af al efterretningsvæsen bliver udført af tåber for idioter med forfølgelsesvanvid.«

Den daværende regerings katastrofale håndtering af sagen har medført fuldbyrdede tragedier. Skader, der ikke kan rettes op på: Da regeringen tog det drastiske skridt – som det senere viste sig at være grundløst – at fritstille ledende skikkelser i FE, forhindrede det den tidligere FE-chef og departementschef i Forsvarsministeriet Thomas Ahrenkiel i at realisere drømmen om en ærefuld post i diplomatiet som ambassadør i Berlin.

Men hvad med de to andre, der den famøse decemberdag 2021 i fuld offentlighed blev anholdt af aktionsstyrken, der anvendes til særligt farlige anholdelser. ”Farlige personer”, som også har været udsat for de mest indgribende foranstaltninger med rumaflytninger m.v., men hvor ”farligheden” forsvandt som dug for Solen, da det senere har vist sig, at de var fuldstændigt uskyldige. Jeg kender den ene af dem. Jeg ved, hvilke lidelser det har medført – og i en sådan grad, at pågældende i dag er diagnosticeret med ptsd på grund af langvarig chikane, trusler og løbende interne afhøringer i FE, kulminerende med en anmeldelse til PET.

Baggrunden for sigtelsen for landsforræderi med 12 år i strafferammen er stadig en gåde for den pågældende, og Statsadvokaten i Viborg meddelte da også senere, at sigtelsen var grundløs. Det burde være ensbetydende med, at pågældende igen kunne sikkerhedsgodkendes og indtræde i tjenesten igen. Troede hun. Det tyggede FE dog på og oplyste, at vedkommende ikke skulle tilbage. En pinlig, uværdig reaktion over for et menneske, der i hele sin lange karriere har ydet en stor indsats for vores sikkerhed. Jeg ved det, da hun inden arbejdet i FE var ansat hos mig.

Jeg mener, at selvom anklagemyndigheden har truet med at henlægge sagerne, så må den retslige behandling gennemføres med de beviser og påstande, som anklagemyndigheden mener kan føre til en fældende dom, eller erkende, at det tavshedsbelagte var almindelig kendt viden, og indstille til en frifindelse. Og så håbe på, at det ikke er slut med det, men at der også placeres et politisk ansvar gennem en kommissionsdomstol.

Det ville være beskæmmende for retsstaten Danmark, hvis sagerne blev fejet ind under gulvtæppet og helt uden konsekvenser af nogen art.