Ordentlighed er åbenbart ikke vigtigt for Venstres vælgere
Jakob Ellemann-Jensen kunne have fået mig til at stemme på Venstre.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det har været meget trist at høre, at Jakob Ellemann trækker sig tilbage. Trist, fordi han virker som et meget reelt, ordentlig og ærligt menneske, som gerne ville føre Venstre ind i en mere moderne retning, men det vil partiet åbenbart ikke, fordi de stadig vil tækkes det det traditionelle landbrug, selvom vi alle ved, at landbruget må ændres.
Ellemann tilsluttede sig klimaafgiften, og det er jo selvfølgelig nødvendigt. Og jeg er ret sikker på, at Jakob Ellemann-Jensen havde nogle gode visionære intentioner om at føre landbrugspolitikken ind på en mere bæredygtig vej, men det vil landbruget ikke. Lobbyorganisationerne Landbrug & Fødevarer samt Bæredygtig Landbrug gør alt for at bevare landbruget, som det er nu, selvom det har store konsekvenser for vores miljø og klima.
Jakob Ellemann-Jensen ville kunne have fået mig til at stemme på partiet, netop fordi jeg føler, at han i modsætning til de to andre regeringsledere er til at stole på og er et ordentligt menneske, som ikke bare tænker på sin egen karriere, men i stedet gerne ville gøre noget godt for Venstre og for Danmark. Og hans beslutning viser jo også, at han ikke er styret af egne ambitioner som så mange andre.