Hvem er det, vi mangler at høre fra i debatten om arbejdstid? Den almindelige lønmodtager såmænd

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Debatten om danskernes arbejdstid synes at være delt i to fronter: på den ene side statsministeren (med arbejdsgiverne som heppekor), der med sin moraliserende »glem det, venner«-retorik siger til danskerne, at mindre arbejde er vejen til velfærdssamfundets undergang.

På den anden side arbejdsmarkeds-afhoppere, der har fået nok af hamsterhjulet og nu er blevet øboende, selvforsynende hjemmepassere med hjemmebagt speltbrød – for at tegne det groft op.

Problemet er bare, at de to fronter udgør hver sin yderpol i en debat, der kommer hele den danske arbejdsstyrke ved. Og de mange lønmodtagere i midten af det spektrum har også brug for at få forbedret deres arbejdsliv.

Jeg repræsenterer godt 65.000 erhvervsaktive medlemmer, der arbejder i det private som alt fra administrative medarbejdere til konsulenter, laboranter, grafikere, it-medarbejdere og tandklinikassistenter m.m.

De tjener i gennemsnit omkring 37.000 kr. om måneden. Nogle mere, andre mindre. De har ikke nødvendigvis råd til at trække stikket fra jobbet, når det hele bliver for meget. Dermed har de meget tilfælles med hundredtusindvis af andre danske lønmodtagere.

Inden vi i HK Privat går til overenskomstforhandlinger, spørger vi hver gang vores medlemmer, hvad de ønsker sig mere af i arbejdslivet. Her lyder der hver gang et klart ønske om mere fleksibilitet i arbejdslivet.

Konkret drømmer mange om at få mulighed for at gå ned i tid i perioder i deres arbejdsliv, eksempelvis når de har små børn, eller helt basalt at have et mere fleksibelt arbejdsliv, som de i højere grad selv kan tilrettelægge.

Jeg vil vove den påstand, at de også her har meget tilfælles med hundredtusindvis af danske lønmodtagere. Det er flere af dem, vi skal have fundet løsninger for. Dem, som hver dag knokler og drømmer om at knokle lidt mindre – men som til gengæld ikke har hverken lyst eller råd til at stige helt ud af arbejdslivet. Dem, der egentlig gerne bare vil have forbedret deres eksisterende arbejdsliv.

I HK Privats overenskomster og på store dele af det private arbejdsmarked har vi en fritvalgskonto, som til næste år stiger fra 7 til 9 pct. af lønnen. Det vil sige, at den enkelte lønmodtager selv kan bestemme, om de 9 pct. skal gå til mere pension eller flere penge udbetalt.

Seniorer kan også købe fridage, og børnefamilier kan købe to omsorgsdage. Vi ser dog flere steder, at man lokalt på arbejdspladserne finder løsninger, hvor fritvalgskontoen kan bruges til mere fleksibilitet og frihed, ligesom vi har arbejdspladser, som konverterer skifteholdstillægget til yderligere frihed for at arbejde på ubekvemme tidspunkter. Derudover er hjemmearbejde blevet en fleksibilitet for de lønmodtagere, som har mulighed for det.

Så spørgsmålet er, hvordan vi kan udvikle vores aftalesystem, så flere lønmodtagere kan disponere mere frit over mulighederne? Kunne vi f.eks. skabe bedre muligheder for at spare frihed op, så man i perioder kan gå ned i tid uden at gå ned i løn?

Det skal vi have kigget på. Selvom der er lang tid til de næste private overenskomstforhandlinger i foråret 2025, så står det for mig klart, at der skal findes en bedre balance mellem arbejdstid og fritid. Ikke blot for de få, der kan, men for de mange.