Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Spørgsmålet er, om regionerne har udspillet deres rolle

Esben Mikael IversenTidl. praktiserende læge, tidl. medlem Ældre Sagens sundhedsudvalg, Bjerringbro

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Samtidig med at regionerne siger, at man mangler sygeplejersker, sosu’er og sosa’er, er man i gang med fyre dem på visse afdelinger for at spare penge. Man tager sig jo til hovedet! Hvorfor ikke flytte dem hen på afdelinger, hvor der mangler?

Med de bevillinger, der er på vej, må man vel kunne forhandle med regeringen om at fremskynde bevillingen?

Efter en ny undersøgelse af Region Midts sygehusafdelinger overvejende inden for kræftområdet, der viser, at man ikke overholder behandlingsmålene, og oven på kræftskandalen på AUH – hvor der dog rullede hoveder, men var det de rigtige? – må man spørge, om ikke det er regionsrådet og regionsborgmesteren, der har hovedansvaret? Og vis forholdene i de øvrige regioner er lige så ringe, er det vel ikke kun regionsrådet i Region Midt, der skal tage ansvaret. Det er vel alle regioner? Så spørgsmålet til regeringen må være: Er det nu, regionerne skal nedlægges?

Inden for covid-vaccinationsområdet har vi lige fået at vide, at der skal kasseres for 2 mia. kr. vacciner. Kunne de penge ikke være blevet brugt til at ansætte sygeplejersker? Jeg var selv efter min pensionering som praktiserende læge ansat som vaccinationslæge i Region Midt. Jeg har aldrig oplevet så voldsom overansættelse af personale. Efterfølgende blev det regnet ud, at en vaccination i regionalt regi kostede ca. dobbelt så meget som en vaccination hos de praktiserende læger og 10 gange så meget som en vaccination ved et vaccinationsselskab, som regionerne entrede med.

I år skal det så være apoteker og regioner, der vaccinerer. Nu er alle bange for, at der ikke er nok, der møder frem til vaccination. Der er massiv kritik af organiseringen. Der er ikke nok vacciner, det er svært at bestille tid, og mange må køre forgæves for at blive tilstrækkelig vaccineret.