Vindmøllebranchen skyder sig selv i foden
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er lidt ligesom at have fået røde hunde eller mæslinger. Energiselskabet Andel kører for tiden en reklame om fordomme mod vindmøller. Jeg har en fordom mod at bygge vindmøller i Vadehavet i på alle måder beskyttet natur.
Hvis jeg havde Andel i et sådant projekt, ville jeg få kolde fødder. Jeg ved ikke, om vindmøllebranchen regner med at kunne snige otte stk. 450 meter høje gigantvindmøller ind i marsken, grave 70 meter dybe fundamenter og så videre, uden at der er nogen, der ser det?
Jeg forstår ikke vindmøllebranchens eller for den sags skyld regeringens natursyn. Men det er da et tudetosset signal, Green Power Danmark og regeringen sender til omverdenen, hvor vindmøller ikke nødvendigvis er særligt populære i forvejen. Det virker som en eklatant fejlvurdering fra vindmøllebranchens side – men det giver da rigtig god medvind til a-kraften.