Regeringen er på gyngende grund

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

SVM-regeringen er på gyngende grund, når den har til hensigt at tromle endnu et lovforslag igennem Folketinget. Denne gang at straffe den, der gør sig skyldig i en utilbørlig behandling af en genstand med væsentlig religiøs betydning.

Samtidig opfordrer justitsminister Peter Hummelgaard performancekunstner Firoozeh Bazrafkan til at skabe noget i stedet for at ødelægge ting og viser dermed en afgrundsdyb uvidenhed om grænserne for ytringsfrihed.

I oktober 2021 i forbindelse med Folketingets åbning var Sikandar Siddique fra Frie Grønne sammen med sine forældre på vej ind i Folketinget og blev antastet af Toke Utzen Lorenzen, lederen af gruppen Danske Patrioter. Iført en T-shirt med ordene ”Fuck islam” kom Lorenzen med tilråb, bl.a. »du skal pakke dit lort og skride hjem og tage din familie med«.

Politiet greb ikke ind, til trods for at Ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 2, foreskriver, at det er forbudt at udvise uanstændig eller anstødelig opførsel, der er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse.

I den efterfølgende retssag blev Lorenzen tiltalt for chikane af en person i offentlig tjeneste, men blev frifundet, blandt andet med henvisning til hans ytringsfrihed som garanteret i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Oprindeligt mente anklagemyndigheden, at Lorenzen ikke kunne dømmes for overtrædelse af straffelovens racismeparagraf.

Imidlertid har Københavns Byret overset det, der står i menneskerettighedsdomstolens vejledning om anvendelsen af konventionens artikel 10 om ytringsfrihed. Det stadfæstes i en dom i en sag rejst af et medlem af det østrigske Frihedsparti. Nemlig, at ytringer, der har til formål at opildne til had baseret på intolerance, herunder religiøs intolerance, ikke kan påberåbe sig beskyttelse i henhold til artikel 10.

Anderledes forholder det sig med sagen om den dansk-iranske kunstner Firoozeh Bazrafkan, der rev nogle sider fra Koranen i stykker som protest imod præstestyrets undertrykkelse af kvinder.

Her kan man argumentere, at formålet med hendes handling ikke er at rakke religionen ned. Tværtimod er der tale om en legitim protest mod den måde, islam bliver misbrugt til undertrykkelse.

Eftersom sagen er af principiel karakter, kan der komme en interessant diskussion ved sagsbehandlingen om, hvorvidt det er selve religionen, der er kvindeundertrykkende.

Såfremt regeringen fastholder lovforslaget, risikerer Danmark endnu et nederlag ved menneskerettighedsdomstolen, hvis Firoozeh Bazrafkan gentager sin protest og bliver dømt.