Vi kunne starte med at betale vores regninger til Afrika

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forholdet til Afrika skal til revision, og det er os, der langt hen ad vejen skal kigge indad. Vi skal gøre os mere umage. Vi skal lytte mere og moralisere mindre.

Sådan lød det fra Lars Løkke Rasmussen, da han vendte hjem fra Kenya i august. Vi kan kun glæde os over, at Løkke vil stræbe efter at »bygge bro over den tillidskløft, der lige nu er mellem os og de afrikanske lande«.

Tidligere på sommeren gav Mette Frederiksen udtryk for samme ønske, da hun på vej til Namibia og Sydafrika forklarede, at Danmarks relation til vores afrikanske naboer »skal selvfølgelig være et samarbejde, som er ligeværdigt«. Et vigtigt første skridt her bør være, at Danmark sætter handling bag vores løfter – bl.a. at betale vores regning til udviklingslandene.

Danmark har en milliardstor klimagæld til verdens mest udsatte. Penge, vi forpligtede os til at betale i 2015 med Parisaftalen, fordi vi og verdens rigeste lande pga. vores historiske udledninger bærer det største ansvar for klimakrisen.

Aftalen lød på 100 mia. dollars. Danmarks andel er ca. 5 mia kr. årligt fra 2020 til 2025. Det er vi langt fra at betale, og den del, vi afdrager, tager vi fra den eksisterende udviklingsbistand, selvom det i Parisaftalen hedder, at pengene bør være »nye og additionelle«. Til FN’s klimaforhandlinger sidste år advarede FN’s generalsekretær, António Guterres, om et nedbrud af tilliden mellem nord og syd – bl.a. grundet manglen på lovet finansiering.

Et andet vigtigt løfte, vi bør forny, er forpligtigelsen til at give minimum 0,7 pct. af bni i udviklingsbistand. Et løfte, vi svigtede sidste år, hvor vi endte på 0,67 pct. 0,03 pct. kan lyde som en bagatel, men de 901,3 mio. kr. kunne have gjort stor forskel for fredsindsatser i det uroplagede Sahel, sikret flere pigers skolegang i Østafrika og støttet tilpasningsprojekter mod klimaforandringer i Vestafrika.

Regeringen retter med sit finanslovsforslag op på underbetalingen. Hvad er problemet så?

For det første er behovet for bistand enormt – og vokser kun i takt med de globale kriser. For det andet kan Danmark næppe forvente tillid og opbakning, når vi ikke leverer på vores løfter. Derfor bør det kalde på eftertanke, at vi i disse kriseår balancerer på minimumsgrænsen, når vi samtidig søger at opbygge ligeværdige partnerskaber.

I denne uge har Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Dan Jørgensen været i New York til FN’s generalforsamling og en række topmøder, hvor António Guterres bad verdenslederne om at ankomme til med lommerne fulde, for indtil videre er finansiering til Verdensmålene langt fra tilstrækkelige.

Vil vi i mål, kræver det store bidrag fra dem, der har mest. Alene løfter om at afskaffe fattigdom eller stoppe sult bringer ikke mad på bordet hos verdens fattigste. Det gør konkret handling og finansiering.

I dagens geopolitiske virkelighed danner mange afrikanske lande nye alliancer. Regeringen imødekommer denne virkelighed med en ny pragmatisk idealistisk linje i Danmarks internationale engagement. En konkret pragmatisk og bæredygtig måde at opbygge ligeværdige partnerskaber på bør være, at vi indfrier vores internationale løfter.