Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Der er en politisk dagsorden bag, når muslimske friskoler hænges ud

Min oplevelse af såkaldt muslimske friskoler er en noget anden end den, DF og Danmarksdemokraterne rejser rundt med.

Tapio JuhlTidl. skoleleder, certificeret tilsynsførende, Spøttrup

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvis gennemsnittet af og definitionen på en ”muslimsk friskole” er, der er en ”overvægt af elever” med formentlig muslimske forældre (men ingen selvfølge, at eleverne er eller bliver muslimer), så har jeg dermed været ministeriets certificerede tilsynsførende på to ”muslimske” friskoler gennem 20 år og er fortsat tilsynsførende på en tredje skole. Også der med en overvægt af elever med ”muslimsk baggrund”.

Jeg har kun mødt dedikerede og meget flittige undervisere. På trods af sprogbarrierer og dermed manglende lektiestøtte fra forældre var terminsprøver og eksamensresultater over landsgennemsnittet. I mine samtaler med elever i 9. og 10. klasser, hvor indvandring og integration var emner i faget orientering, vil jeg hævde, eleverne var mere fordomsfrie og analytiske, end ”rent danske” elever på samme niveau ville være. Jeg oplevede ikke mobning, men hjælpsomme og meget høflige elever. Mobiltelefoner blev afleveret i et skab ved fremmøde på skolen. Der var ro i timerne og respekt for underviseren. Ydermere yder skolerne et unikt integrationsarbejde i samarbejde med forældre, socialrådgiver, sundhedsplejerske, skolepsykolog og kommuner.

Jeg skal slet ikke afvise, der kan være brodne kar i nogle få ”muslimske friskoler”. Akkurat som der kan være det i ”kristne danske friskoler”. Og skulle man mod min forventning i regeringen få et flertal for at nedlægge ”muslimske” skoler og eleverne dermed skal flytte til en nærliggende kommunal skole, vil man på de skoler følgelig få en overvægt af elever med muslimsk baggrund.

At DF og Danmarksdemokraterne pr. automatik er imod ”muslimske friskoler ”, skyldes efter min vurdering, de har en helt anden, skjult dagsorden.