Modtagelsen af Jakob Ellemann-Jensen viser, at vi som samfund har lang vej i kampen mod stress

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I 11 år har jeg været en del af det hektiske miljø på Christiansborg. Jeg har også set og mærket, hvordan det har udviklet sig til at skulle gå hurtigere og hurtigere. Alle skal være tre steder på én gang, og kigger man ud over folketingssalen, ser man ofte hovederne bukket i det blå-hvide skær fra mobiler. Pressen, sociale medier og notater til næste møde kan nås, mens man har et halvt øre mod talerstolen.

Jeg elskede min tid på Christiansborg. Jeg nyder at have mange bolde i luften, mærke suset, når et langt og slidsomt forhandlingsforløb lykkes, føle glæden ved at komme godt i mål med en opgave, som har ”trukket tænder ud” – og lande trygt i familiens skød efter en presset arbejdsdag. Men jeg forstår godt, hvorfor det ene folketingsmedlem efter det andet knækker og går ned med stress.

Ligesom Krifas medlemmer forsøger de at få døgnets 24 timer til at gå op. Ungerne skal hentes, der skal laves aftensmad, og så skal man også lige huske at være nærværende. Men hvordan kan man det, når telefonen bimler og bamler, og hovedet er fyldt af alle de steder, man ikke slår til?

Den samtale, der har været i medierne om Jakob Ellemann-Jensens stress, har bevist, hvor lang vej der er i kampen mod stress. Hvorfor diskuterer vi overhovedet, om han kan komme tilbage?

For det første ved vi intet om hans forløb. For det andet er det at sparke til en mand, der ligger ned. Og for det tredje – hvorfor i alverden skulle han ikke kunne komme tilbage?

Tænk, hvis vi sagde sådan ude på landets øvrige arbejdspladser? Hvis vi med det samme vurderede, at en stressramt sosu-medhjælper aldrig ville kunne komme tilbage til sit arbejde? Samfundet ville jo lukke ned.

Krifa har flere forslag til, hvordan vi kan skubbe på en positiv samfundsudvikling væk fra stress og langtidssygemeldinger.

Vi kan ikke kun lægge ansvaret over på den stressramte for at blive rask, hvis en stor del af problemet ligger i rammerne på jobbet. Hvis alle arbejdspladser f.eks. har en stresspolitik, som beskriver, hvordan man forebygger og behandler stress, kan vi komme langt. Så vil arbejdsgiveren skulle tage stilling til stress som et samfundsproblem og sikre løsninger, så flere medarbejdere kan komme succesfuldt tilbage på job.

Stress kan ikke udryddes – mennesker bliver skilt, får syge forældre eller demotiverende arbejdsopgaver. Til gengæld kan man have en procedure for, hvordan man hjælper stressramte videre i arbejdet. Måske skal der fjernes nogle opgaver eller skabes andre rammer.

I mange tilfælde oplever vi, at dårlig ledelse fører til stresssygemeldinger blandt vores medlemmer. Det må ikke være ”en gratis omgang” for en virksomhed. Derfor foreslår Krifa, at alle stresssygemeldinger anmeldes til Arbejdstilsynet. På den måde bliver arbejdspladsen holdt op på, at den skal bidrage til det gode tilbagevendingsforløb – og skyldes stresssygemeldingen dårlig ledelse, har lederen mulighed for at styrke sine ledelseskompetencer.

Jeg ved godt, at Jakob Ellemann-Jensens job ikke er som de flestes. Men en sosu-medhjælper eller butiksassistents arbejde kan altså opleves lige så hårdt og stressfyldt for den enkelte som en politikers. Og hvis vi skal forvente og tro på, at de kan vende tilbage efter et stressforløb, skal vi det samme for Jakob Ellemann-Jensen.

Jeg ved fra vores arbejde med stressramte medlemmer, at sådan et forløb sætter alting i perspektiv. Man får tid til at tænke og mærke efter – måske for første gang i meget lang tid. Derfor stoler jeg også på, at Jakob Ellemann-Jensen har taget en velovervejet beslutning om at vende tilbage. Og som samfund bør vi bakke op og bifalde en raskmelding – ikke kun vente på, at han fejler. Det skylder vi alle stressramte danskere.