Folkeskolens deroute blev indledt allerede i 1960'erne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg læste i avisen torsdag den 27. juli et udmærket indlæg fra Katarina Ammitzbøll, hvori hun beskrev den elendige tilstand, undervisningen af vore børn befinder sig i. Hun kom med otte forslag til forbedringer, som da lyder ret plausible, men da hun som født i 1969 ikke kan have føling med den udvikling, der er sket på folkeskoleområdet, får det mig til at kommentere indlægget.

Miseren på folkeskoleområdet skyldes alle de tanker, der med 68-oprøret skyllede ind over landet, og som især manifesterede sig inden for undervisningsområdet. De nye tanker ville netop gøre op med det at skulle lære en hel masse. Skolen skulle være kreativ og fri for al tvang og krav, og samtidig udviklede undervisningsområdet sig til i stedet for at være kundskabsgivende til at være dannende. Ikke i gammeldags forstand, men ved at påvirke eleverne til at få andre og bedre meninger om alt det, som ungdomsoprøret gik i brechen for.

Vi har derfor i dag en skole, der ikke underviser i fag, men beskæftiger sig med at holdningspåvirke eleverne. Der er emneuger om snart det ene og snart det andet, og det drejer sig altid om noget holdningsmæssigt. Det kan være om racisme, om fattigdom, om folk i andre lande, om sex osv.

Denne omvæltning inden for folkeskolen tiltrak en speciel gruppe unge, der søgte ind på seminarierne og forstærkede den omvæltning, der var igangsat, men frastødte omvendt den type, der gerne ville være lærer for at formidle kundskaber til børn.

Og så kan man med Kjeld Abell sige: »Det sku’ være så godt, men faktisk var det skidt.« Børn mistrives som aldrig før i folkeskolen, og de lærer ikke meget. Ungdomsoprørets tanker – som Rousseau udtrykte det om at vende tilbage til noget naturligt – har vist sig at være unaturlige, sådan som de blev udformet.

I virkeligheden vil børn gerne lære noget, de vil gerne have ordnede forhold samt en lærer, de kan se op til og respektere. Selvfølgelig har der i tidernes morgen været noget, der med rette kunne kaldes ”Den sorte skole”, men at hæfte denne betegnelse på den skole, der herskede først i 1960’erne, er malplaceret.

Med den skolereform, der havde bevirket oprettelse af centralskoler i hvert et sogn, hvor børn fra alle kår kunne få en realeksamen, og hvor dygtige lærere, der havde lyst til at formidle de forskellige fag, prægede undervisningen, havde man faktisk fået en god skole, men alt det er så gennem det seneste halve århundrede sat over styr, så ingen vil være lærer, og de, som endelig er blevet det, er utilfredse med deres arbejde, og børnene mistrives.