Velfærd er blevet erstattet af velstand

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Velfærdssamfundet er nødlidende. Sundhedssystemet bløder arbejdskraft, og ledelser ser sig nødsaget til at prioritere så hårdt, at patienter bliver lige så nødlidende, f.eks. med enormt lange ventetider; se blot på tarmkræftafdelingen på AUH.

Ældreplejen viser samme symptomer i en sådan grad, at ældreplejen stille og roligt bliver privatiseret i stadig højere grad – en udvikling, mange politikere i det skjulte ser positivt på. Men det er kun den rige del af de ældre, der har råd. Resten lades tilbage i en offentlig ældrepleje, hvor selve fundamentet viser tegn på råddenskab. Nu er der så tale om at indføre skat ved at tvinge folk til at spare op til ældrepleje. Først skærer man ned, så øges skatten igen, men under et andet navn, og selv de svageste kommer til at betale for deres ældrepleje to gange.

Uddannelsessystemet har været igennem den ene ”deform” efter den anden. En stadig større del af hver årgang bliver ikke gjort uddannelsesparat, ikke en gang til en ikkeboglig uddannelse. Også her er det arbejdskraften, der mangler. Børn og unge, der har brug for ekstra støtte, får den ikke – klassekvotienten er for høj, og lærerdækningen for lav.

Årsagen er, at borgerlige politikere, inklusive socialdemokrater, i årtier har været fokuseret på at erstatte velfærd med velstand for samfundets elite. Resten af samfundet er blevet ladt tilbage på en synkende velfærdsskude. Topskattelettelser skulle sikre et større arbejdsudbud, samtidig med at der blev gennemført nedskæringer på de offentlige services, der skulle sikre tilgængeligheden af den nødvendige arbejdskraft. Så forøgelse af arbejdsudbuddet er stort set udeblevet, og topskattelettelserne er blevet til velstand for den i forvejen rige elite, mens investeringerne i flere jobs ikke er blevet realiseret, kun nedskæringerne.

Samtidig har vi den højeste beskæftigelse i mange årtier OG en massiv mangel på arbejdskraft, mens over 100.000 danskere er endt nederst på den sociale rangstige pga. af gentagne sociale nedskæringer, der blot er blevet hobet oven på hinanden. Manglen på arbejdskraft kunne løses, hvis disse mange danskere blev hjulpet til at kravle op ad rangstigen og fik en uddannelse.

Det er det borgerlige/socialdemokratiske Danmark i en nøddeskal. Mantraet har været – og er stadig – at beskatning til dækning af offentlige services, såsom uddannelse og sundhed, belaster samfundet. Sandheden er en anden. Disse og mange andre offentlige services er en nødvendig forudsætning for den produktive økonomi. Den produktive økonomi kan ikke effektivt foretage sin værdiskabelse, så længe de offentlige services er nødlidende.

Det handler om at opnå den optimale balance mellem skattedækket forbrug og produktiv økonomi. Men borgerlig politik har i årtier været dybt fokuseret på at ødelægge denne balance. Skattelettelser var altid det rigtige, pr. definition, uanset hvordan virkeligheden så ud.