Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Klumme: Horsens skal ikke være som de andre byer. Den skal være unik - men er du en sur, gammel mand, er jeg nok for optimistisk til dig

Julie Due SteffensenEvent- og brandingansvarlig på Platform K og forperson i netværket Female Horsens

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Damen på havnen, hvis udseende gav mig lyst til at drikke Earl Grey-te.

Bibliotekaren, der ikke var bange for nye tiltag.

Saunagus-deltageren med filthat og klar stemme.

Moderen med hestehale på elcykel i fuld fart.

Ekspedienten, som skar tape med lommekniv i byggemarkedet.

Den unge pige med farvet strikketøj.

Tilflyttere, der drages af byens industrielle baggrund som en ”arbejder-by”.

Hængerøvsbukser, der er in igen.

Softice, som bliver spist på en Søndergade-bænk.

Internationale studerende, der fylder min mave med sommerfugle og lysten til eventyr.

Forfaldne garager med charme i baggårde.

Blød udtale.

To på en scooter.

Pizzaslice med okse.

Kirkeklokker fra alle verdenshjørner.

Jeg er evig nysgerrig på vores by. En by, som er skabt over tid. En by fyldt med flid og engagement. En by, som skal hyldes og blomstre.

Jeg slår et slag for vores by. Som ansat i byens nye kulturcenter, Platform K, mærker jeg byen dagligt. Det er et privilegium. Det er et ansvar. For hvordan skal vores by udforme sig i fremtiden?

Den skal ikke være som de andre byer. Den skal være vores. Unik.

Er du en sur, gammel mand, er jeg nok for optimistisk til dig. Men lidt gammel-mand har vi alle i os: Jeg slår et slag for den langsomme udvikling. Et slag for, at gode ting tager tid. Et slag for tilliden til spændingsfelter. Et slag for tilliden til hinanden. Fremtidens Horsens. Fremtidens by. Fremtidens kultur.

På Platform K har vi et evigt udsyn mod fremtiden. Hvad skal fremtidens kultur rumme? Hvilke behov har vores by? Hvordan løftes ansvaret bedst over for den udøvende kultur?

Hver dag skabes konkrete tiltag som produkt af dette evige udsyn. Publikumsbehov, bæredygtighed, frivillighed, kønsneutralitet, samarbejder. I evig udvikling. Aldrig i en kasse. Altid i dialog; udviklingskulturen.

Så kære dame, der gav mig lyst til at drikke Earl Grey-te på havnen, modige bibliotekar, saunagus-deltageren med hat, moderen på elcyklen, ekspedienten med lommekniven, pigen med det farvede strikketøj og alle jer andre – lad os drages af vores baggrund som en arbejder-by. Lad os hylde hængerøvsbuksen, spise is på Søndergade, smile til de internationale studerende, gå på opdagelse i baggårdene og holde fast i vores bløde dialekt.

Jeg sad engang to på en scooter, jeg har spist mange pizzaslices med okse og nyder dagligt byens kirkeklokker.

Vil du være en del af byen, i dag som i fremtiden, kan det gøres mange steder – blandt andet på havnen, til saunagus, i baggårde og på Platform K. Vi ses!