Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Vi må ikke glemme Malawi nu, hvor stormen har lagt sig

Vi skal fastholde opmærksomheden på katastroferamte lande som Malawi. Kun med tidlige og langvarige indsatser kan vi undgå, at familier igen og igen skal starte forfra i tilværelsen.

Peter KlansøInternational chef, Røde Kors

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

De seneste uger har en katastrofe i Malawi tiltrukket opmærksomhed til landet. Den tropiske cyklon Freddy har hærget landet, efter at den bragte voldsom regn med sig, der fik floder i det sydlige Malawi til at flyde over og oversvømme landsbyer. Mindst 500 er døde, mens flere end en halv million har mistet deres hjem.

Nu, hvor stormen har lagt sig, og vandmasserne trækker sig tilbage, svinder opmærksomheden formentligt også. Det lille land i det sydlige Afrika går igen under radaren indtil næste katastrofe. Men når vi ser væk, misser vi muligheden for at hjælpe befolkningen til at minimere katastrofens konsekvenser.

Derfor bliver vi nødt til at fastholde blikket på Malawi og andre lande, som er udsat for katastrofer uden kapacitet til at håndtere dem. Ikke kun de få dage om året, hvor katastrofen rammer, men hele året rundt. Hvis vi vil hjælpe, kræver det langvarige indsatser for at styrke folks modstandsdygtighed.

Klimaforandringerne gør vejret mere ekstremt, og det betyder oftere tørke, storm og voldsom regn. Vejrfænomenerne vil også blive voldsommere. Over de seneste 50 år har en klima- eller vejrkatastrofe i gennemsnit ramt et sted i verden hver dag. Klimakatastrofer koster menneskeliv. Særligt i lavindkomstlande, hvor 9 ud af 10 dødsfald relateret til hele verdens samlede katastrofer finder sted. Takket være tidlige indsatser og mere effektivt katastrofearbejde dør færre under katastrofer nu end for 50 år siden. Men vi kan gøre mere.

Selvom de lokale indbyggere får viden om, hvordan de skal forebygge og håndtere en oversvømmelse, kræver det ressourcer at tilpasse ens hjem og hverdag. Ressourcer, der er svære at spare sammen, når man igen og igen mister sit hjem, ejendele og afgrøder til oversvømmelser efter cykloner som Freddy. Den tilpasning kræver, at donorerne støtter befolkningen, når stormen har lagt sig. Men det kræver også nye måder at finansiere hjælp på. En model, vi i Røde Kors er ved at udvikle, er muligheden for at forsikre befolkningen, så de modtager hurtig og tilstrækkelig hjælp, når katastrofen rammer.

Malawi er lige nu også ramt af det værste koleraudbrud nogensinde registreret i landet. Over 57.000 er smittet, og flere end 1.700 har mistet livet. Oversvømmelserne gør det svært for mange familier at få adgang til rent drikkevand og behandling. Derfor vil naturkatastrofen eskalere sundhedskatastrofen.

I Malawi arbejder vi også for at styrke folks adgang til sundhed, rent drikkevand og sanitet, adgang til uddannelse og muligheder for at skabe en indkomst. Vi styrker også de unges viden og mulighed for at få deres stemme hørt. Alt sammen er med til at skabe et stærkere livsgrundlag.

Vi kan se, at det virker. Lokale Røde Kors-frivillige hjalp befolkningen i deres landsbyer, inden Freddy ramte, med oplysning om sundhed og hygiejne. Det har reddet menneskeliv. Færre folk bliver smittet med kolera i de byer, hvor Røde Kors er til stede. Men det virker kun, fordi vi ikke glemmer Malawi.