Debat om aktiv dødshjælp bør handle om principperne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kirsten Jacobsen fortæller i JP 1/3 om sine personlige oplevelse med sin mands sygdomsforløb efter en alvorlig blodprop i hjernen og efterfølgende død og de tanker, hun i forbindelse har gjort sig om aktiv dødshjælp. Kirsten Jacobsen ærgrer sig over debatten om aktiv dødshjælp, der med jævne mellemrum blusser op for derefter hurtigt at dø ud. Hvorfor sker det?

Jeg ved det ikke, men kan for mit eget vedkommende og som læge sige, at det skræmmer at gå ind i debatten. Det skræmmer, fordi debatten ofte startes af et indlæg som Kirsten Jacobsens, dvs. af et menneske, der selv har stået der – i situationen. Og hvordan argumenterer man imod en sådan erfaring? Blegner ikke alle ord imod, endnu inden de ytres?

Det er åbenlyst, at Kirsten Jacobsen og hendes mand har været meget reflekterende mennesker, og selv jeg, en klar modstander af aktiv dødshjælp, oplever, at jeg svækkes i min overbevisning, når jeg læser beretningen.

Men en seriøs debat kræver også, at vi løfter os fra det enkelte individ og ser på andre og overordnede principper. For hvad gør det ved et samfund, der begynder at slå sine borgere ihjel? Hvad gør det ved læge-patient-forholdet, hvis der i lægens arbejdskasse nu også ligger aktiv dødshjælp?

Vil alle patienter turde være lige ærlige over for lægen om lidelse osv. – af frygt for at aktiv dødshjælp trækkes op af kassen? Og hvad med i forhold til pårørende? Vil nogle føle sig forpligtet og sige ja til aktiv dødshjælp for at skåne pårørende unødig byrde? For eksempel en person med begyndende demens, en sygdom, som ofte vil føre til betydelig belastning af pårørende?

Erfaringerne fra udlandet skræmmer, blandt andet med beretninger om tilbud om aktiv dødshjælp til mennesker med beskedne handicap. Og det er netop det, der er risikoen. At vi opgiver at arbejde for, at også personer med alvorlige sygdomme og handicap får et værdigt liv med så høj en livskvalitet som muligt.

Vi skal ikke nytteløst holde mennesker i live imod deres vilje, men der er allerede i den gældende lovgivning rig mulighed for at give udtryk for sine ønsker i en sådan situation. Og heri lægger et andet vigtigt princip. Der er stor forskel på at frabede, at samfundet behandler en, og til at bede samfundet om aktivt at blande sig og forårsage ens død. “Gør ikke dette ved mig” kontra “Gør dette ved mig”.

Sådanne rettigheder er ikke lige. Det første bør vi forvente, det andet kan vi håbe på. Vi skal ikke søge og svælge i menneskers lidelser og bestemt ikke på vegne af andre mennesker. Men jeg mener, vi mister noget menneskeligt ved ikke at erkende, at også lidelse er et grundvilkår, og at døden er det ultimative kontroltab. Den enkeltes lidelse må ej heller glemmes og “ofres for principperne”, men hvis vi skal have en længerevarende og nuanceret debat, må den tage udgangspunkt i de mange, og derfor må diskussionen handle om principperne.