Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Det er ulækkert og urimeligt

Hans Christian BjergHistoriker og forfatter, Hørsholm

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I JP 7/2 leverer folketingsmedlemmet Mette Thiesen i et interview endnu et ulækkert eksempel på den urimelige praksis, der indebærer, at politikere frit kan hoppe fra det ene parti til det andet uden hensyntagen til de vælgere, der har stemt på de pågældende.

Det eneste rigtige vil være, at en politiker, der ikke længere har forbindelse med det parti, under hvilken den pågældende er indvalgt, bør afgive sit mandat og lade suppleanten træde til.

Mette Thiesen påstår, at hun ikke vil »svigte sine vælgere«, men er det ikke lige præcist det, hun har gjort. Personligt stemte jeg ikke på Mette Thiesen på grund af hendes ”mærkesager”, men fordi hun var en god repræsentant for Nye Borgerliges program. De over 4.000 personlige stemmer har selvfølgelig i høj grad stemt på hende, fordi hun tilhørte Nye Borgerlige. Det er på tide, at der lovgives mod partihopperi og løsgængeri. Under den nuværende praksis er vælgerne fuldstændigt til grin.