Når floder løber baglæns

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Efter syv måneders uafbrudt tørke løber saltvand fra Adriaterhavet ind i Italiens længste flod, Po. Det er en tørke så voldsom og geografisk omfattende, at man måske snart kan gå tørskoet i Rhinens flodleje fra dens udspring i Schweiz til dens udløb i Nordsøen. Kaperer vi disse absurde nyheder med ligegyldige skuldertræk, som vi hidtil har vist over for andre klimabetingede katastrofer, uden vilje til at sætte grænser for vort respektløse og konsekvensblinde overforbrug, så er det ikke kun Poslettens risbonde og muslingefisker, der er truede på deres eksistens. Det er vi alle, for det er ikke et fatamorgana at se vores planet som et ubeboeligt galehus for vore børn og børnebørn. Vi kan ikke passivt vente på grønne 5- eller 10-årsplaner om klimaneutrale løsninger. Det må vi indse, og hver især vedgå os vort personlige ansvar – f.eks. ved fravalg af forurenende flyrejser, acceptere bilfrie søndage og nedsat hastighed på motorvejene etc. Vi skal ikke iføre os gule, men grønne veste og vise vore beslutningstagere, at vi har modet og viljen til de omvæltninger, som er bydende nødvendige her og nu. Det kan ikke siges tydeligere, end FN’s generalsekretær, Antonio Gueterres, for nylig gjorde: »Vi har et valg: Kollektiv handling eller kollektivt selvmord. Det er i vores hænder.« Det valg burde ikke være svært – lad det ikke have været forgæves, at Po løber baglæns.