Statsministeren gav Ellemann fuld oprejsning
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Jeg var selv til stede, da statsminister Mette Frederiksen smed intet mindre end en bombe i sin tale efter Uffe Ellemann-Jensens bisættelse.
I den officielle version af talen, som ligger på Statsministeriets hjemmeside, sagde hun om Venstres tidl. formand og tidl. udenrigsminister: »Det bød ham inderligt imod, da han i 80’erne måtte føre en anden udenrigspolitik end den, han selv forfægtede.«
Men i talen sagde hun, at Ellemanns politik »i parentes bemærket var den rigtige for Danmark«.
Landstingssalen gibbede. Og der blev sendt mange blikke på tværs af lokalet. For bemærkningen fortjener jo langt mere end at blive puttet i en mundtlig parentes for så at være udeladt i den officielle version. Reelt undsiger Mette Frederiksen på næsten 40 års afstand Socialdemokratiets politik. Og hun har givet Uffe Ellemann-Jensen oprejsning.
Jeg vil undlade at kræve en undskyldning fra statsministeren, som det jo ellers er på mode i tiden. Men jeg hører gerne fra d’herrer Kjeld Olesen og Poul Nielson. Det var de to socialdemokrater, der sammen med nu afdøde Lasse Budtz rejste til Sovjet for at drøfte fodnoter i Kreml. Det skete i 1984 bagom ryggen på den borgerlige regering. Mener de også, at Ellemanns linje dengang var den rigtige? Var drilleriet prisen værd?
Vi, der husker det, skammede os på Danmarks vegne.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.