Virkelighedens pirater er professionelle, ikke tilfældige lykkeriddere – det burde ikke være kommet som en overraskelse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Episoden for nylig, hvor danske frømænd i selvforsvar kom i ildkamp med formodede pirater – og hvor fem mistede livet, og fire blev tilbageholdt – var en stor nyhed herhjemme og i udlandet.

Ser man nærmere på pirateriet i Guineabugten, peger forskellige omstændigheder på, at det måske ikke var entydigt overraskende, at det kunne ske, at de udsendte danske soldater kunne komme i direkte kamp med formodede pirater.

Hvis man tror, at piraterne, der terroriserer skibe i området, er mere eller mindre tilfældige lykkeriddere, der sejler ud på lykke og fromme i gummibåde, så tager man grueligt fejl. Det er professionelle pirater med udstyret i orden og mange års erfaring. Det er soldaterne om bord på ”Esbern Snare” udmærket klar over.

Tidligere episoder viser, at når ét angreb afværges, er truslen ikke nødvendigvis afblæst. Pirater angriber ofte nye mål kort efter. I februar gik der 11 timer fra et angreb til et nyt, i andre tilfælde er der kun gået en time fra et angrebsforsøg til et nyt. Det giver nye aspekter til den komplekse situation, Esbern Snare stod i. For ville fregatten leve op til sit mandat om at beskytte skibe mod piratangreb, hvis man ”kun” havde afværget ét angreb, med risiko for at pirater kunne angribe igen kort efter?

Vi har også set, at når det lykkes pirater at tage gidsler med i deres speedbåde, er det endnu sværere at forhindre dem i at slippe væk. Et forsøg på at stoppe dem kan medføre, at de udøver vold mod deres gidsler. Pirater, som en italiensk militærhelikopter fulgte efter, truede med at slå gidsler ihjel. Her er det mindre risikabelt efterfølgende at forhandle gidslerne fri, hvilket hidtil typisk har taget 4-6 uger.

Derfor vil man helst undgå en situation, hvor man først når frem, efter pirater har taget gidsler fra et skib.

Fra november 2020 til januar 2021 var der tre måneder i træk piratangreb mod danskflagede skibe i Guineabugten. Derefter intensiverede dialogen om et eventuelt dansk fregatbidrag til en region, hvor Danmark siden 2015 har støttet indsatser til lands mod det pirateri, som længe har plaget Guineabugten.

For at undgå en kidnapning reagerede Esbern Snare derfor på en advarsel om, at en piratgruppe var aktiv. Fregatten sejlede mod det område, piraterne formodentlig befandt sig i. Helikopteren identificerede en tomotors-speedbåd, otte (senere korrigeret til ni) personer om bord og typiske genstande for et piratangreb som stige, våben og bidetange, der kan bryde igennem den pigtråd, skibe i området bruger som del af deres beskyttelse mod piratangreb.

Hændelsens udfald – fem døde og fire formodede pirater tilbageholdt – har været drøftet de forgangne dage. Et efterspil, som vi stadig står midt i. Hvad bliver de næste skridt? Hvad skal der ske med de formodede pirater? Og med de døde?

Det har skabt diskussion om, hvorvidt tab af menneskeliv kunne været undgået. Selvfølgelig havde det været ideelt at tilbageholde piraterne uden ildkamp, men det fremkalder let et billede af piraterne, der er for unuanceret. Det er ikke pirater med træben og klap for øjet, men professionelle, der før har været i skududveksling med regionale og internationale styrker.

Få episoder er endt med, at formodede pirater har mistet livet, mens piraterne kan anse andre sammenstød som en succes, som da de slap fra en episode, hvor en italiensk helikopter skød varselsskud, som piraterne besvarede.

Så da de tidligere har vist sig parate til at besvare ild, er det derfor ikke overraskende, at det endte i ildkamp, da danske soldater ville tilbageholde de formodede pirater, som ikke ville lade dem komme om bord på deres speedbåd.

Fra industrien har danske og internationale aktører rost fregattens indsats. ”Esbern Snare” har modtaget kald fra civile skibe i området, som takker for fregattens indsats. Den europæiske skibsejerforening opfordrer til at ”allokere flere aktiver” til regionen, mens Sverige og Norge har meddelt, at de ikke vil sende fregatter afsted.

Nigerias maritime ”Law Agency” (NMLA) har fordømt ”the alleged execution” af formodede pirater. Men samtidig har Nigerias maritime sikkerhedsinstitution (NIMASA) talt i positive vendinger om samarbejde. Ghana, som har set en stigning af piratangreb i dets farvand, har primært udtrykt sig positivt.

Fregattens indsats skal ses i lyset af en langt bredere dansk antipirateriindsats, heriblandt støtte til juridiske reformer, som har været afgørende for, at området oplevede de første to piratdomme i regionens historie, én i Togo og én i Nigeria. I begge tilfælde blev pirater idømt fængselsstraffe.

Det arbejde, som Danmark har støttet gennem flere år, er nu afgørende i en situation, hvor vi står med fire formodede pirater, som der afsøges muligheder for at retsforfølge i regionen. Hvis ikke de løslades og sættes i gummibåde med kurs mod land. En mulighed, som forsvarsministeren har omtalt.